Af Frida Bay Lorentsen
Amerikanske Nate (Idris Elba) er med sine to døtre, Mare (Iyana Halley) og Norah (Leah Jeffries), rejst til Sydafrika for at besøge en gammel ven: wildlife-eksperten Martin (Sharito Copley). Martin bor i landsbyen, hvor pigernes mor, Amahle, er fra. Hun døde af kræft kort tid efter hun og Nate blev skilt. Siden da har Nates forhold til sine døtre været anstrengt og distanceret.
Ferien kommer fint fra start. Martin tager familien med på safari, som skildres med imponerende naturbilleder og et episk lydspor, der brager derudaf. Det ligner en reklame fra et sydafrikansk turistbureau på allerbedste vis. Pigerne såvel som publikum måber over landskabets skønhed og de vilde dyrs storhed.
Men safarituren tager en drejning. På et kort visit til en lokal landsby finder de alle indbyggerne døde – massakreret af et vildt dyr! Martin er i chok. Intet rovdyr slår sit bytte ihjel uden at spise det efter. Sådan opfører løver sig ikke.
Det gør de så åbenbart alligevel. Gerningsmanden afsløres som en enorm hanløve, der straks angriber igen. Martin adskilles fra resten af gruppen, og langt ude på savannen er det pludselig op til Nate at få sin familie levende hjem igen.
I familiens mange sammenstød med løven opstår der masser af action og spænding.På trods af, at løven er 100% CGI, ser den forbløffende godt ud. Den har en tyngde og tilstedeværelse, som gør dens angreb blodige og voldsomme. Angrebene når til tider kvalmende højdepunkter, som da løven flår huden af hans Nate.
Efter en times tid med disse kampe går handlingen i tomgang, og man indser altså, at en stor løve ikke er en super interessant skurk. Udover dens enorme størrelse er der ikke noget særligt ved den. Det er bare meget stor og meget sur, og det bliver tydeligt, at filmen hurtigt når sin kreative grænse.
Men hvad er der så galt med den løve? Martin foreslår, at den er på et hævntogt mod mennesker efter at den, som den eneste i sin flok, overlevede et krybskytteangreb. Nu tager den hævn ved at slå folk ihjel. Men sådan opfører løver sig jo slet ikke, får man lyst til at råbe. Karakteren sagde det jo selv!
Løven er nok tænkt som en parallel til Nate. Ligesom dén kæmper han for at forsvare og forene sin flok. Konflikten mellem ham, Mare og Norah hæver sig dog aldrig over et forudsigeligt kliche-niveau med en afdød mor, følelsesmæssigt distanceret far og sårede børn.
Tidligt i filmen betror Nate til Martin, at han bærer en enorm skyldfølelse over Amahles død, og at han ville ønske, at han havde været en bedre ægtemand og far. Men han og døtrene får aldrig rigtig snakket med hinanden om deres følelser, udover i et par anstrengende skænderier, og deres endelige forsoning føles ufortjent og forhastet.
Beast brillierer i sit portræt af naturens skønhed og nådesløshed, men det overfladiske familiedrama og den ensformige action virker mere syntetisk end den animerede morderløve.
Kommentarer