Af Alma Wibeck Senderovitz
Romy (Nicole Kidman) er en succesfuld CEO for robotvirksomheden Tensile, og i mødet med den nye praktikant Samuel (Harris Dickinson) underkaster hun sig hans leg med kontrol. Instruktør Halina Reijn er ikke bange for at lade tilskueren komme helt tæt på Romys forskruede væsen. Det er tydeligt allerede i første scene, hvor man ser Romy fake en orgasme i sengen med sin hengivne mand Jacob (Antonio Banderas). Derefter sniger hun sig væk til et andet værelse for at onanere til porno om dominans. Det er tydeligt, at hun ikke bliver tilfredsstillet, og i Samuel finder hun en person, der kan give hende det, hun altid har ønsket.
Filmen vender den klassiske magtbalance på hovedet. Selvom Romy teknisk set har magten over Samuel, er der en magtkamp mellem de to, hvor Romy lader sig underkaste. Affæren truer med at ødelægge både hendes familieliv og karriere, men det er præcis det, der pirrer hende. Det er så ironisk, at en kvinde, der er kommet helt til toppen i magthierarkiet, bliver Samuels ”babygirl.”
Højdepunkterne i filmen er helt sikkert de to hovedroller. Der ville ikke være andre end Kidman, der kunne bære denne rolle. Hendes kommanderende skuespil formår at portrættere både usikkerhed og magt i samme blik. Man finder nemlig et strejf af uro i den ellers selvsikre og tilstedeværende kvinde. Da hun står nøgen foran Samuel, ser hun helt lille ud, og det er måske præcis det, hun gerne vil være.
Dickinson står overfor med en dragende stil, der passer perfekt ind i denne mystiske karakter. Man ved ikke noget om Samuels personlighed, og det fungerer. Han bliver en personificering af Romys mørke, skjulte tanker og ønsker. Filmens musik af Christobal Tapia De Veer er også fængslende og tilføjer en dristig stemning med dens messende stemmer, dybe toner og kraftfulde drøn. Den får alt til at føles mere farligt.
Filmen er et personstudie af en kvinde med magt, der, som Samuel siger, ”kan lide at blive fortalt, hvad du skal gøre” og gå til ekstremer. Dette er trods et godt familieliv og en dedikeret mand, der opretholder deres seksuelle relation – men det er ikke nok for hende.
En af filmens bedste scener, der virkelig eksemplificerer magtkampen, finder sted, da Samuel bestiller et glas mælk til Romy på en bar. Hun skal drikke mælken foran sine kollegaer som en demonstration af sin dedikation til ham. Problemet er, at de høje indsatser langsomt falmer ud i tredje akt. Som deres forhold fortsætter i mere ekstreme situationer, kører filmen desværre i ring. Den formår ikke at fastholde spændingen og når ikke de samme højder, som første halvdel ellers lykkedes så godt med. Den sidste halvdel er dog dér, hvor Romys nuancer virkelig kommer til udtryk.
Det er åbent for fortolkning, om hendes egen transformation til sidst fører til ægte tilfredsstillelse. Reijn forstår, at det ikke er sort og hvidt – hele filmen lever i skyggesiderne. Dette er en fortælling, man virkelig skal fordøje for at forstå, og måske er det, fordi Romy ikke er ment til at blive forstået. Det er en erotisk advarselshistorie om de dybtliggende, instinktive lyster og det kaos, der kan opstå, når man giver efter for dem.
Kommentarer