Af Jacob Pedersen
Jagten (2012) som et kammerspil. Sådan ville den korteste beskrivelse af Armand lyde… og så alligevel ikke. De kan se hinanden i øjnene med deres emner, tematikker og dramatiske mønster, men de to film er på ingen måde den samme.
Elisabeth (Renate Reinsve) tropper ængsteligt op til et hasteindkaldt møde på sit barns skole omkring en episode, der involverer hendes søn Armand og legekammeraten Jon. Her bliver Elisabeth hurtigt beroliget af den forsigtige og nyuddannede lærer Sunna (Thea Lambrechts Vaulen), der forsikrer hende om, at sagen ”ikke er noget alvorligt”.
Denne beroligende atmosfære brydes på genial vis af, af en bil parkeres i gården. Bildøren smækkes hårdt i. Mellemgangsdøren får samme, demonstrative smæk. Trinene fra gangen er larmende og stiger hele vejen, indtil forældreparret Sarah (Ellen Dorrit Petersen) og Anders (Endre Hellestveit) stormer ind i klasselokalet.
Herfra udspringer én lang seance med anklager om overfald af seksuel karakter, løgne, jalousi, sladder samt mis- og overfortolkninger, hvor forældrenes og skolens fokus ligger alle andre steder end på børnenes omsorg.
Det klaustrofobiske klasselokales diskussion om, hvem der gjorde hvad mod hvem, og hvorfor 6-årige kender eller ikke kender til ord som ”anal” og ”bolle”, bliver brudt af drømmeagtige og ekspressionistiske dansesekvenser, der udtrykker Elisabeths frustrationer og fortæring af de sladrende forældre. Armand vandt Caméra d’Or (bedste debutfilm) ved Cannes filmfestival i 2024, hvilket der må være en lovprisning af filmens modige avantgarde, som står i dikotomisk kontrast til den hverdagsagtige, pædagogiske, lad-os-tale-om-tingene-samtale, der pågår i klasseværelset.
Med et utal af toiletbesøg (seriøst, hvor meget vand har I drukket?), indskudt seksuel intimitet og andre smutture rundt i den kommunale skoles nedslidte lokaler, tildeles publikum langsomt flere og flere brikker til et puslespil, hvis størrelse udvides til næsten en krimi-esque pågående psykoanalyse af flere karakterer. Forholdet mellem Elisabeth og forældreparret Sarah og Anders viser sig at have en større personlig historik, hvilket også er gældende for rektor-Jarles (Øystein Røger) indblanding.
Filmens informationsdosering giver skiftende overbevisninger og sympatier, hvilket leger med publikums syn på de forskellige karakterer og skaber dramatisk fremgang. Det er eminent, hvordan tematikkerne omkring børneopdragelse og sladder, bliver indflettet i hele puslespillets spændende udfoldning.
Instruktionen er skarp, men det er uden tvivl Reinsves sublime skuespil, der binder hele filmen sammen. Hendes og filmens absolut bedste scene er Elisabeths længerevarende grineflip, som ukontrollerbart ødelægger hele samtalen, men samtidig udstiller absurditeten i skolen bureaukratiske tilgange til noget så humanistisk som børneopdragelse og omsorg. Hun ved ikke, om hun skal grine eller græde, og pludseligt vender Reinsves på en tallerken og grinet ændres til gråd. Hendes troværdighed er utvetydig – en ægte kraftpræstation af Renate Reinsve!
Det er mildest talt imponerende, hvor meget dette kammerspil indeholder og dets udstilling af, hvor hurtigt mennesker på fejloplyst grundlag kan drage unuancerede konklusioner om andre menneskers ve og vel. Fej for din egen dør. Et budskab der, i aulatidernes moras og curlingforældrenes forsigtige indpakninger af børnene, lander på et tørt og relevant sted. Armand er en unik og dramatisk spændende film, der igangsætter flere tiltrængte overvejelser.
Kommentarer