Af Marius Sørensen
I snart tredive år har instruktøren Sean Baker lavet film om den amerikanske underklasse. I langt størstedelen af de tredive år har han arbejdet med små budgetter og uprøvede skuespillere. Det er først i anden halvdel af karrieren med film som Tangerine (2014), The Florida Project (2016) og Red Rocket (2020), at han er begyndt at få den opmærksomhed og anerkendelse, han fortjener. Har man set nogle af de tre nævnte film, sidder man dog alligevel med en fornemmelse af, at Baker stadigvæk er gået en smule under radaren. Men det er tilsyneladende ved at ændre sig med udgivelsen af hans seneste værk, Anora (2024), der vandt sommerens guldpalme ved filmfestivalen i Cannes og er blandt årets helt store Oscar-favoritter.
Anora følger stripperen Anora (Mikey Madison) – eller Ani – der arbejder på stripklubben Headquarters. En dag bliver hun efterspurgt af en russisk rigmandssøn, Ivan (Mark Eydelshteyn), der betaler hende for at eskortere ham i en uge. Derfra tager tingene fart, og inden længe er de blevet gift efter en spontan beslutning i Las Vegas. Det er til gengæld sket uden Ivans forældres vidende, og snart er Ani offer for en russisk rigmandsfamilies dysfunktionelle familieforhold.
Med Anora er Baker tilbage med samme charme, energi og humor, der også kendetegnede hans tidligere film. Han finder en utrolig mængde komik i de, for Anora, intense episoder, hun befinder sig i, uden det på noget tidspunkt tager fokus fra hendes ellers tragiske situation. Især kemien mellem Ivans families armenske håndlangere, Toros (Karren Karagulian i karrierens hidtil bedste rolle) og Garnik (Vache Tovmasyan) er indtagende og sjov.
Der er tider, hvor filmen minder om en rendyrket slapstick-komedie. Nogle scener bevæger sig med et tempo og en utrolig energi, der gør, at det næsten er svært at følge med. Det er fysisk komedie på et imponerende plan. En stor del af rosen skal også gå til Mikey Madison, der, ikke nok med at levere en dybfølt og intens præstation på et følelsesmæssigt plan, også giver karakteren en stærk fysisk dimension. Madison er i sandhed Oscar-værdig.
Filmen finder sted i et rigt russisk og armensk parallelsamfund i New York, et radikalt sceneskift fra det fattige sydstatsmiljø, Baker har portrætteret i sine to seneste film. Anora er både ubetrådt land for Baker i den forstand, men også fordi den præsenterer et mere traditionelt narrativ end instruktøren tidligere har gjort brug af. Filmens første halvdel er en slags Askepothistorie, mens anden halvdel efter et vendepunkt er drømmen, der bliver knust. Det fungerer, og Anora er da også allerede Bakers største publikumssucces, hvis man måler efter penge indtjent.
Til gengæld rammer filmens slutning ikke så hårdt, som den kunne. Anoras fortælling bliver til tider degraderet til et b-plot og sat til side for Toros, Garnik og Igors (Borisov) humoristiske eskapader. Som resultat har vi ikke det fornødne medsyn med Anora, på trods af Madisons vidunderlige præstation.
Alligevel er Anora med sikkerhed blandt vintersæsonens bedste film. Sean Baker har ramt plet igen med en charmerende og energisk tragikomedie, der uden tvivl kommer til at høste mange (flere) priser i løbet af de kommende måneder.
Kommentarer