Af Anna Lauritsen
Midt på The Met Museum i New York City står en gruppe demonstranter og messer: “Say it loud, say it clear, the Sacklers are not welcome here!”. De kaster om sig med tomme pilleglas og imiterer derefter et dramatisk masseselvmord. Museumsgæsterne stirrer og tager billeder, som var demonstranterne en kunstinstallation vigtigere end det egyptiske tempel, de ligger foran.
Laura Poitras portræt af den 69-årige fotograf og aktivist Nan Goldin vandt for nyligt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig og kan, ligesom dets subjekt, ikke indskrænkes til én enkelt kategori eller fortælling. Dokumentaren påtaler en lang række betændte emner, bl.a. de ringe arbejdsvilkår for sexarbejdere, manglen på fixerum og USAs forfærdelige fængselssystem. Dog baseres filmen på to bærende skildringer: Nan Goldin som person og hendes kamp mod Sackler-familien.
Sidstnævnte agerer som dokumentarens bad guy. Familien består af uhyre rige og magtfulde medicinalproducenter, som har tjent kassen på at fremstille og markedsføre stærkt vanedannende opium-piller – først Valium og nu OxyContin – hvilket ifølge filmen har dræbt over en halv million amerikanere. Goldins mission er at stille Sackler-familien til ansvar for at profitere af folks lidelser, og hendes middel er at presse museer til at stoppe alt finansiering fra familien.
Den anden halvdel af filmen profilerer Goldins kunst og karriere. Hendes rebelske barndom i forstads-Boston med fraværende forældre, hendes løsrivelse og flugt ind i New Yorks queer-miljø og hendes traumer, banebrydende fotografering og i særdeleshed menneskerne hun omgik.
Man forstår de to hovedemners sammenkobling – Goldin er selv både kunstner og tidligere stofmisbruger – men den skarpe opdeling er dog ofte på bekostning af selve filmoplevelsen. Som tilskuer bliver man konstant revet ind og ud af de to emner, som i princippet kunne være adskilt som hhv. et indslag i Horisont og et livsportræt af en kunstner.
Historien om Sackler-familiens korruption er vigtig, og Goldins opgør med dem er både modigt og beundringsværdigt – især fordi hendes egen kunst udstilles på museerne, der er i lommen på familien, og dermed indirekte bider den hånd, der fodrer hende. Dog fremstår anklagerne en smule unuancerede, da der aldrig sættes spørgsmålstegn ved Nans udsagn. Tilmed kan man argumentere for, at en dokumentar om onde medicinalgiganter og opium-krisen med fordel kunne have inkluderet bare én lægevidenskabelig ekspertkilde.
Af denne årsag står Nan Goldins personlige fortælling stærkest i filmen. Hendes liv er så vildt og farverigt, og fortalt med så meget personlighed og charme, at man let kunne sidde i timevis og betragte billederne og anekdoterne fra hendes liv i 80’ernes New York. Poitras fortæller hendes historie på en forfriskende livlig og engagerende måde, og hun falder aldrig i kedelige, over-fortællende dokumentar-fælder. Frem for A-Z portrætteres brudstykker af minder fra byerne, institutionerne og i allerhøjest grad personerne, som har formet Goldin. Som hun selv siger: “Memories are not wrapped up in simple endings”.
Selvom Goldins holdninger aldrig rigtigt bliver udfordret, formår Poitras med All the Beauty and the Bloodshed at male et fascinerende portræt af en kvinde, der i sandhed har gjort aktivisme til en kunstform.
Kommentarer