Af Gustav Juhl
Vi er i dag 8,025 milliarder mennesker på jorden, der hver dag står op, lever vores liv og oplever vores egne følelser. Men gemmer de fleste af os den negative ende af følelsesregisteret bag en mur af falsk positivitet og undskyldende høflighed? Og hvad sker der, når vi oplever andre, som nægter at lægge låg på deres følelser og u-undskyldende fortæller, hvad de føler, selvom det gør ondt på både dem selv og andre?
Jesse Eisenberg kommer med sit svar i sin anden film, A Real Pain, hvor han både er forfatter, instruktør og indehaver af hovedrollen, David Kaplan. Ellers kendt for akavede og passiv-aggressive roller, bevæger Eisenberg sig i denne film indad og viser en version af hvordan indre smerte kan se ud, og hvordan den der bringer smil frem i andres ansigter, ofte selv bærer rundt på den tungeste sorg.
Resultatet er lige så hjerteskærende og underholdende, som det bare er fandens godt.
Filmen centrerer sig om de to amerikanske fætre David og Benji Kaplan (Kieran Culkin, der for filmen vandt en Golden Globe for bedste mandlige birolle), der for at ære deres nyligt afdøde bedstemor, rejser til Polen for at deltage i en Heritage-Holocaust-tour. Til start er de to tidligere uadskillelige fætre glade for at se hinanden, men gensynsglæden bliver hurtigt til et komplekst virvar af følelser mellem dem. Benji er fuldstændig i sine følelsers vold, spontan og nægter at føle skam over sine udbrud, hverken gode eller dårlige, mens David holder sine følelser i skak, er undskyldende og har tilsyneladende, ifølge Benji, mistet sin evne til at føle på et dybere niveau.
I dag afskærmer vi os fuldstændigt fra andres smerte – vi deler tragedier på Instagram og reducerer dem til endnu et punkt på to-do-listen, fremfor at sætte os fysisk i andres sted. I A Real Pain tager David og Benji toget på første klasse med tour-gruppen for at besøge en koncentrationslejr. Benji påpeger den åbenlyse dobbeltmoral i deres privilegerede rejse, mens de er på vej til et sted, der symboliserer menneskelig lidelse. Men selvom han skærer det ud i pap, er der ingen der forstår ham. Det bliver til gengæld ekstremt tydeligt for dig og mig bag skærmen derhjemme, og man kan ikke andet end at se indad. Det er smukt og godt klaret af en sårbar Culkin, der ellers primært er kendt som den dobbeltmoralske og egoistiske Roman Roy fra Succession (2018-2023).
Med Holocaust som bagtæppe og et lydbillede udelukkende af den klassiske polske komponist Chopin, fokuserer A Real Pain ikke kun på et par privilegerede amerikanere. Filmen formår at sætte universelle følelser i perspektiv, der hverken forherliger eller underminerer en enkelt type. I stedet omfavner det kompleksiteten og individualiteten i at bevæge sig igennem personlige og svære perioder.
Eisenberg og Culkin er sandsynligvis også de eneste i verden, der kan spille disse roller så godt op mod hinanden, som de gør det. Culkin er igen lige så spids, hvis ikke endnu mere, som man kender ham, men funderer det her i en dyb medfølelse og medmenneskelighed der siger spar to. Det er i sig selv ikke kun en attest til Culkin som skuespiller, men i den grad også til Eisenberg som instruktør, der formår at få det bedste frem i hans værk.
A Real Pain har en mening om, hvad ægte smerte er. Det er ikke noget, der kan beskrives eller defineres, som det er gjort i vores ordbøger. Det opleves af alle og er en del af livet, men hvor nogle lægger låg på, lader andre det flyde frit og oplever ubehageligheden som en absolut del af livet. Derfor er A Real Pain ikke en film, der fortæller dig hvordan man skal føle, men et mesterværk om hvordan det er at føle.
Kommentarer