Af Viggo Sinding
Det er ikke længe siden, man kunne opleve Sebastian Stan i en besværlig rolle som en ung Donald Trump i Ali Abbasis The Apprentice (2024). Alligevel beviste han, at han bestemt var opgaven voksen. Nu, knap to måneder senere, kan man – tro det eller ej – opleve ham i en rolle, der er endnu mere udfordrende end Big Mac-baronen, som USA i sidste måned valgte som deres næste præsident.
Denne gang spiller han en mand, der lider af neurofibromatose, en arvelig sygdom, der er kendetegnet ved knudedannelser, f.eks. i ansigtet.
Man kunne derfor tro, at Aaron Schimbergs titel A Different Man (2024) refererer til Sebastian Stans karakter. Og selvom det hverken kan bekræftes eller afkræftes, synes titlen A Different Man alligevel at tjene som mere end blot en titel – den afspejler også en tilstand hos hovedkarakteren, der ønsker sig forvandlet til en helt anden person.
Edward (Sebastian Stan) er en genert, beskeden og uformelig mand. Han er en aspirerende skuespiller, men han er ikke særlig god og må derfor nøjes med roller i instruktionsvideoer om, hvordan man behandler kolleger med samme lidelser som hans egen.
Faktisk er Edward tilsyneladende ikke god til særlig meget, og det medfører en enorm usikkerhed. En usikkerhed, der bestemt ikke mindskes af, at det halve New York betragter ham som et forbipasserende trafikuheld.
Det er dog først, da Sebastian Stans karakter møder sin nye og charmerende nabo, Ingrid (Renate Reinsve), som han hurtigt forelsker sig i, at han vælger at gennemgå en medicinsk procedure à la The Substance (2024) for at få sit ansigt til at ligne… ja, Sebastian Stan.
Overgangen fra Edward til hans nye alter ego, “Guy”, markerer uden tvivl en af de mere groteske sekvenser i filmen, men den er langt fra den eneste i en film, der er fyldt med absurd stemning.
Stemningen skabes blandt andet gennem tilfældige konfrontationer mellem Edward og fremmede, samtidig med at Umberto Smerillis imponerende musikalske score cementerer den og perfekt afspejler den plagedes tilstand. Tilsammen understøtter de en pointe, der er værd at fremhæve omkring A Different Man: Det er bestemt ikke en feel-good film; det er en ‘feel-weird’ oplevelse.
Endnu mere gakket bliver det, da Oswald (Adam Pearson), en selvsikker britisk mand med samme ansigtslidelse som Edward, træder ind i billedet. Oswald synes at besidde alle de egenskaber og evner, som Edward eller ”Guy” stadig ikke har, trods sit nye ydre udseende og navn.
I mødet mellem de to, udfoldes nogle ganske imponerende præstationer.
Det er ikke første gang, Stan spiller en interessant, spøjs eller underlig rolle, men dette kan muligvis være hans hidtil bedste præstation. Der er lige dele ensomhed, sentimentalitet, smerte og ydmygelse i hans øjne. Hans krop er slap, og hans kæbe er altid spændt. Han er en knude af uro som Edward. Pearson, derimod, er strålende selvsikker og blænder straks med charme og en imponerende komisk timing.
Der er mange spændende tematikker oppe og vende, og man kunne til tider ønske, at Schimberg turde dvæle lidt mere ved dem. I stedet for blot at træde et skridt tilbage og lade sine karakterer gøre deres ting, tilføjer han for mange lag af handling for at understøtte sine – måske en anelse for mange – pointer, hvilket er en skam, når karaktererne nu gør det så godt.
Det alene bør dog ikke fjerne fokus fra, at Aaron Schimberg med A Different Man viser sig som en instruktør, der helt sikkert er værd at holde øje med i fremtiden.
Kommentarer