[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nikolaj Fjord Korsgaard[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I en erotisk drøm vikler en kulsort slange sig rundt om Thelmas hals, mens hendes lesbiske kærlighedsromance putter hånden ned i hendes trusser. Slangen tager kurs mod hendes mund. Langsomt ser man den kravle ned i hendes hals, mens hun bliver tilfredsstillet mellem benene. Det ser ikke behageligt ud, men der er der ingen tvivl om, at hun nyder det. Hun ville ønske, det varede for evigt.
Joachim Trier, muligvis Skandinaviens mest interessante filminstruktør i nyere tid, er vendt tilbage til Norge for at lave film efter den engelsksprogede Louder Than Bombs (2015). Men modsat sine tidligere realistiske værker om identitet i det tidlige voksenliv, Reprise (2006) og Oslo, 31. august (2011), er Thelma en coming-of-age horrorfilm med overnaturlige elementer.
Endnu engang er isolation og eksistentiel tomhed grundpræmissen for hovedkarakteren i Trier-filmen. Thelma er en ensom pige, som læser på universitet i Oslo, hendes eneste pålidelige menneskelige kontakt er hendes nærmest fundamentalistiske kristne og overbeskyttende forældre. De ringer ofte til hende for at tjekke, at hun klarer sig nogenlunde alene i storbyen, og de ringer ikke mindst for at føre social kontrol. Men som hun får en seksuel vækkelse i mødet med sin smukke kvindelige studiekammerat, Anja, viser det sig, at hun besidder mørke kræfter. Kræfter som får fatale konsekvenser for centrale mennesker i hendes liv.
Thelma er en drømmende og underbevidst horrorfilm. Dens subtile og psykologiske horror aspekter krydret med den lækkert skandinavisk art cinema-æstetik er svær ikke at lade sig drage af. Man skal lede langt efter jump scares eller vold-fetichisme her – heldigvis. Der er tale om psykologisk horror.
Karakteren Thelma er interessant, en ægte anti-heltinde. Hendes mørke kræfter (som det vil være ærgerligt at spoile her) er en forbandelse for hende. Enhver mørk tanke fra hende kan skade dem, der står hende nær. Det er her filmen for alvor er interessant; de fleste mennesker er nok ikke fritaget fra ”mørke tanker”, hvis man nu rent hypotetisk kunne læse dem. Så er Thelma en skurk, eller er hun blot et fejlbarligt menneske med vrede, lyster og fantasier?
Selvom genrefilm, som bruger overnaturlige kræfter som metafor for kropslige eller mentale forandringer, ikke er noget nyt, f.eks. Brian De Palma’s gyserklassiker Carrie (1976) eller Darren Aronofsky’s Black Swan (2010), så skriver Thelma sig og ind i rækken af vellykkede værker, som tematiserer dette og føles på samme tid original. Sammenlignet med Triers tidligere værker, er Thelma også en langt koldere film, og den rammer ikke samme emotionelle eller eksistentielle dybde som f.eks. Oslo, 31. august (2011). Men den bagvedliggende psykiske intensitet er intakt, ja, måske endda endnu mere voldsom.
Thelma markerer nyt territorium for Trier, og man skal ikke snyde sig selv for denne psykologiske horror-perle. En atmosfærisk og melankolsk gyserfilm der på trods af at være lidt sløv i starten blomstrer som Thelmas egen seksualitet igennem filmen. Joachim Trier har endnu til gode at lave en dårlig film, og nu har han også bevist, at han kan mestre gysergenren.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Thelma[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Joachim Trier[/vc_column_text][vc_column_text]LAND: Norge/Danmark/Sverige/Frankrig
[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Kommentarer