THE NUN:
En overflod af genbrugsgys

Personligt har jeg aldrig været god til gyserfilm, så da jeg trådte ind til pressevisningen på The Nun, var det med svedige håndflader og en forventning om at blive skræmt godt og grundigt. Denne forventning blev i stedet erstattet af en afdæmpet skuffelse, da jeg langt hen ad vejen blev kedet af virkemidler, der er set hundrede gange før, og et narrativ der var alt for forudsigeligt.

I år 1952 drager den vatikanske præst Fader Burke (Demián Bichir) og novicen Søster Irene (Taissa Farmiga) til et kloster i Rumænien, efter en nonne har hængt sig selv. Under deres opklaring af sagen breder mystikken sig, og så snart mørket falder på, indtræffer der paranormale fænomener, der fører til, at de må stå ansigt til ansigt med en dæmonisk nonne.

The Nun foregår i samme univers som Annabelle- og The Conjuring-filmene, og er markedsført som det mørkeste kapitel indtil nu (det nyeste kapitel er i øvrigt altid det mørkeste). Det store problem med filmen er, at vi i forvejen allerede har set monsteret. I The Conjuring 2 (2016) stiftede vi først bekendtskab med den dæmoniske nonne aka Valak (spillet af Bonnie Aarons), og i denne film ser vi hende med hyppige mellemrum gennem hele fortællingen – hver gang til dybe orgeltoner og kirkekor. Der er derfor heller ikke noget uvist, der gemmer sig i mørket, så den eneste måde hvorpå publikum bliver forskrækkede er med halvsløsede jumpscares; og dem er der mange af.

Man kan ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, men der må som minimum forventes noget innovativt, direkte genbrug er bare sjusk. På et tidspunkt ser vi langsomt dæmonnonnens skygge vandre rundt langs væggen på helt samme måde som i scenen med maleriet i The Conjuring 2. En besat dreng, der gylper en slange op, er ny, men ellers kender vi dillen; omvendte kors, døre åbner og lukker af sig selv, folk bliver trukket ind i mørke rum, lys går ud, korridorer hvisker osv. Alt sammen noget, der potentielt kunne have været skræmmende, hvis ikke det allerede havde været godt brugt i de fire foregående film i The Conjuring-universet.

Det er ærgerligt, for The Nun kunne have været en helt udmærket horrorfilm, hvis ikke det hele var så forudsigeligt og klichéfyldt. Der er heller ikke noget galt med skuespillet. Taissa Farmiga går i storesøsters fodspor (Vera Farmiga spiller hovedrollen i The Conjuring-filmene) og er overbevisende som søster Irene mens Oscar-nominerede Demián Bichir også leverer. At deres karakterer konsekvent træffer dumme beslutninger, er gysergenren i en nøddeskal, så det kan tilgives… men helt seriøst, hvem fanden render ud på en kirkegård midt om natten?

Instruktør Corin Hardy og gysermesteren James Wan har lavet et spin-off, der desværre ikke lever op til tidligere produktioner i serien, men den dæmoniske nonne kommer uden tvivl stadig til at trække folk til billetlugerne. Med en tredje installation af Annabelle i 2019, og en The Crooked Man filmatisering i støbeskeen lader det ikke til, at horrorgenrens MCU er færdige endnu.