Anmeldelse
AFTER: Klassisk bad boy-fortælling snubler ned i klichéernes afgrund

Af Lise Burmeister

Drømmefyren eksisterer i alle former og afskygninger. Dette princip håndhæves i hvert fald af de utallige romantiske chick flicks, som Hollywood har kastet i ansigtet på kærlighedshungrende kvinder gennem tiden. Vi har alt fra den håbefulde romantiker i form af Leonardo Dicaprio ombord på Titanic i 1997, til manden med den bløde fløjelsstemme og de hurtige dansetrin i form af Fred Astaire.

Et sted i dette spektrum finder vi så en bestemt type drømmefyr; de kære bad boys. Både den sadistiske Christian Grey, forpinte high-schooler Dylan McKay og drilske Danny Zuko er alle medlemmer af den eksklusive og højprofilerede The Bad Boys Club. Nyeste medlem findes i Jenny Gages filmatisering af After i form af Hardin Scott.

Hardin spilles af den britiske og forholdsvis ukendte Hero Fiennes-Tiffin. En stereotypisk, forpint og surmulende playboy med tatoveringer og en god dosis daddy issues – som tilmed kan åbne kondomindpakninger med tænderne og tage det på med én hånd! So dreamy! Dertil er Hardins første møde med den uskyldige Tessa et pragteksempel på bad boy behaviour. Da hun forskrækket og kun iført et vådt håndklæde ser ham på sit kollegieværelse, kvitterer han med replikken: ”Don’t flatter yourself,” når hun beder ham kigge den anden vej. Av.

Men Hardin gemmer selvfølgelig på et hjerte af guld, når han støder på den rette pige. Det ender så med at blive den selvsamme Tessa, spillet af dådyrøjede Josephine Langford. En smuk, men særdeles blufærdig og genert førsteårsstuderende, der langsomt forføres af den sexede og pokkers flabede brite. Måske lyder fornærmelser ikke lige så slemme, når de leveres med britisk accent?

Den gensidige tiltrækning begynder dog langsomt at give mening, da lighederne mellem de to begynder at vise sig. Tessa har nemlig også et anstrengt forhold til sine forældre og en interesse for kærlighedsromaner (Hardin kan jo citere linjer fra Stormfulde højder og samtidig være en bad boy). Sidst, men ikke mindst, er de begge vilde med at stirre den anden intenst ind i øjnene og opremse alle tænkelige klichefyldte replikker, indtil publikum krummer tæer.

After skyder sig selv i foden ved at læne sig så meget op ad billige træk og dumme klichéer, som alle er set før. Men det kan den kun klandres for til en vis grad. Den skal trods alt holde sig til bogens historie. Til gengæld kan klicheer altså godt formidles bedre i filmatiseringer, end tilfældet er her. De to hovedrollers eneste kemi er deres konstante øjenkontakt, og Hardins vennekreds udgøres af en samling intetsigende collegestuderende, hvis skuespillere må være blevet instruerede i at formidle absolut ingen personlighed eller dybde.

Dertil virker fortællingen meget forhastet. Vi springer hurtigt fra den ene store, dramatiske følelse til den næste. Det ene øjeblik stiger temperaturen mellem Tessa og Hardin i soveværelset – og et minut senere har hun et kæmpe skænderi med sin mildest talt virkelighedsforladte mor ved hovedtrappen.

Filmen reddes dog lige akkurat af en smuk og meget passende æstetik, samt et perfekt soundtrack fyldt med sukkersøde popmelodier, som ihærdigt skaber den rette stemning. De romantiske scener sættes op med blød belysning og flotte kulisser, der er enhver chick flick værdig.

Kort fortalt: After er bare endnu en teenagefilmom den søde pige, der falder for skolens slemme fyr. Alt sammen i håbet om, at hun kan redde ham fra hans problemer og finde drømmefyren, der skjuler sig bag den hårde facade. Fordi en bad boy er jo aldrig bare den kæmpe idiot, han opfører sig som. Han er en såret og ødelagt sjæl, der kun kan heles gennem en køn piges kærlighed – hvis hun giver ham tilpas mange chancer.

Kommentarer