Af Esben Hjortdal Andersen
Apolonia, Apolonia! Syng os om sorgen, vreden og glæden, der voldte dig i din rejse igennem kunsten i vor tids patriarkalske verden!
Lea Globs IDFA-vindende dokumentar Apolonia, Apolonia følger den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol over en periode på 13 år. Fortællingen om kampen som kunstner og kvinde i denne mandsdominerede verden skildres gennem kunstneren både foran og bag kameraet.
Født og opvokset i et teater i Paris’ bohememiljø prøver Apolonia at blive en succesfuld kunstner igennem sine malerier. Men hun møder modstand både på sin uddannelse (det prestigefyldte kunstakademi BeauxArts) og i sit forsøg på at blive professionel i USA. Sammen med sin veninde Oksana, en ukrainsk feministisk aktivist, prøver de at navigere i, hvad det vil sige, at være kvindelig kunstudøver.
”Jeg ville ønske, jeg ikke havde min kvindekrop til at være maler”, siger Apolonia, med en klump i halsen, mens hun ligger i et badekar. En forståelig kommentar, når man ofte bliver vurderet af midaldrende hvide mænd, der siger: ”Din personlighed er god, men ikke dine malerier.”
Det er igennem kunsten, at man kan bryde fri fra patriarkatet, mener Oksana, der fortæller om sin optagelse på BeauxArts. Man må male sit eget verdensbillede.
Dokumentaren ændrer i sidste ende fokus og åbner op for store tematikker; at skabe, at destruere, liv og død. Kvinderne kommer begge til at opleve livets og tidens tilfældige grusomhed på meget nær hånd; Apolonia mister Oksana til selvmord, mens Lea Glob selv er døden nær under sin første fødsel.
Forløbet forvandler sig, så Globs verdensbillede bliver malet ind, og det bliver som et spejl for både den dokumenterede og dokumentaristen.
De spejler sig i hver deres værker og i hinanden, og man ser, hvordan processen som kunstner er for dem begge. Igennem optagelserne af Apolonias liv udreder Glob sine egne overvejelser om kunsten og livet.
Denne indtræden fra instruktørens side fungerer godt. Det er vigtigt at have instruktørens liv involveret i dokumentaren, når hun har været en del af subjektets liv i så mange år. Selvom det er en god formidlingsmetode, er Glob dog af og til for udpenslende i sin narration:
I en form for photoshoot på en kunstudstilling i de californiske bjerge lægger Apolonia mærke til en enorm skulptur af en grøn buttplug. Selvom hendes manager fraråder det, poserer hun nøgen foran den. Et øjeblik, der symbolsk frigør hende fra kapitalismens faste greb. Et øjeblik, der er smukt i stilheden. Men her ser Glob sit snit til at forklare netop denne symbolske handling, og det synes ikke nødvendigt.
Apolonia, Apolonia synger og græder om kunsten og livet som ung, ambitiøs, kvindelig kunstner – og den synger ikke mindst om forholdet mellem to kunstnere: Apolonia og Lea Glob.
Kommentarer