Af Anna Lauritsen
Tvillingebrødrene Hall og Bill vokser op i 1990’ernes ærketypiske forstads-Americana; de hænger ud ved bowlinghallen, fantaserer om barnepigen og roder i deres bortrejste deadbeat-fars efterladenskaber. Men da de finder farens gamle, optrækkelige abelegetøj, begynder folk omkring dem på mystisk vis at dø på stribe. Barnepigen halshugges på en hibachi-restaurant, onkel Chip trampes ihjel af 67 vilde heste og kioskmandens tarme rives ud med bue og pil.
Årsagssammenhængen lader til at være netop den kryptiske abe: Når nøglen bagi drejes, og abens trommer lyder, finder et tilfældigt mord sted. De skyldbetyngede brødre beslutter sig for at begrave aben og forsøge at lægge traumerne bag sig.
Men som undertrykte traumer – og tilsyneladende ondskabsfulde aber – har det med at gøre, så titter de inden længe frem igen. Som voksne genforenes Hall og Bill (begge spillet af Theo James), der ellers har været fremmedgjorte siden deres fælles rædsler, da noget tyder på, at aben er på spil igen. Hall har desuden fulgt i sin fars fodspor og fået en søn, som han kun får lov til at se én dag om året.
Præmissen for Osgood Perkins nye splatterkomedie henleder straks tankerne på en længe populær gyser-subgenre om hjemsøgt, morderisk legetøj. Alligevel adskiller The Monkey sig fra bl.a. Annabelle– og Chucky-franchiserne ved at lægge vægten tungt på grin frem for gys. Filmen, der er baseret på Stephen Kings novelle af samme navn, er egentligt ikke interesseret i at fremkalde en nervepirrende følelse af uhygge i sin tilskuer. Derimod er den fast besluttet på at undersøge, hvormange måder det overhovedet er muligt at vise indvolde, der vælter ud af en menneskekrop.
Langt hen ad vejen erabens mord også underholdende at se på, og blandingen af humor og horror er ikke et problem i sig selv; faktisk er komedie-elementer ofte nødvendige for at sænke vores parader, hvormed det efterfølgende gys intensiveres. Desuden gør Theo James det ganske udemærket som hhv. fraværende far og bitter hævner, mens det gakkede karaktergalleri bidrager med en nærmest eventyrlig campy atmosfære. Måske bør filmen blot betragtes som 95 minutters let, blodig underholdning, og ikke mere end dét?
Denne præmis havde man nemmere kunne købe ind på, hvis ikke Perkins for bare seks måneder siden udkom med den bedste gyserfilm i årevis. Longlegs var et komplet mareridtsfremkaldende bevis på, at indie-gyserfilmen stadig kan levere værker, der med længder overgår selv de største Hollywood-produktioner.
Af den grund kan historien om den bestialske abedukke i sidste ende ikke lade være med at skuffe på flere områder. Trods gode ambitioner om at brede sig ud fra sit rendyrkede gyser-felt, skaber Perkins en smule genremæssigt piskesmæld, når han på få minutter river os fra et splatter-mord (her skal vi væmmes) til en præst, der siger ”fuck, it is what it is” (her skal vi grine) til et efterladt barn, der tigger sin døde mor om at vågne op (her skal vi sympatisere). Det er simpelthen for mange følelser, til at nogen af dem rigtigt mærkes – og det samme gælder det forcerede tema om faderskab og nedarvede traumer.
Forventer man en stilsikker, atmosfærisk rædselsoplevelse á la Longlegs, vil man altså føle sig en smule spist af med The Monkey.
Kommentarer