Af Christine Roederer
Denne anmeldelse indeholder spoilers for Avengers: Infinity War (2018) og Avengers: Endgame (2019).
Når man når til film nr. 26 i rækken i en af verdens absolut største blockbuster-franchises, så bliver man vel nødt til at prøve noget nyt. Specielt efter det sidste kapitel lukkede med et farvel til de ikoniske karakterer Tony Stark (Robert Downey Jr.), Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) og Steve Rogers (Chris Evans), og efterlod hele Avengers-arven på skuldrene af et nyt hold.
Et nyt hold der for det meste er blevet introduceret i Disney+ serier i løbet af året, med bl.a. WandaVision (2021), Loki (2021), The Falcon and the Winter Soldier (2021), og Hawkeye (2021) senere på måneden.
Men, der skal også introduceres helt nye hold. Helt udefra. Som vi endnu ikke har hørt om i hele Marvel Cinematic Universes lange historie.
Og den gruppe er The Eternals. En gruppe udødelige ”evige,” der blev sendt til Jorden for 8000 år siden og har fulgt civilisationens udvikling gennem årtusinder. Fra Mesopotamien og de første landbrugscivilisationer til vores moderne tid med dennes tilbagevendende problemer.
Gruppen består af ti væsener med særlige kræfter, der alle skal beskytte og hjælpe menneskeheden så godt, som de nu kan: Kingo (Kumail Nanjiani), Makkari (Lauren Ridloff), Gilgamesh (Don Lee), Thena (Angelina Jolie), Ikaris (Richard Madden), Ajak (Salma Hayek), Sersi (Gemma Chan), Sprite (Lia McHugh), Phastos (Brian Tyree Henry) og Druig (Barry Keoghan).
Men The Eternals’ store cast gør også, at der ikke er så meget tid til at gå i dybden på alle karaktererne. Filmen sætter meget stort fokus på tre til fire Evige, mens den kun har tid til at grave lidt mindre ned i, hvad der får de øvrige Evige til at tikke. At introducere et så stort ensemble i kun én film er en gigantisk bestræbelse, og selv i hænderne på Oscar-vindende Chloé Zhao, endte det med at blive for meget at håndtere.
Tempoet i filmen er til tider enormt langsomt og til andre enormt hurtigt, med sidestillingen af romantisk kærlighed og historiefortælling der føles som om holdet bag aldrig rigtig tog den endelige beslutning om, hvilken af delene de skulle fokusere på. Den overordnede historie føles også enormt adskilt fra resten af Marvel-filmene. Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings (2021) kom udenom dette problem da den trak karakterer fra de eksisterende film ind i filmen som biroller, og det ville til dels have gavnet The Eternals at få selskab af nogle allerede etablerede karakterer.
Problemet med The Eternals er bare, at den ligesom Black Widow (2021), kommer til at eskalere udfordringerne og den endelige ”Big Bad Evil Guy” så meget, at Thanos og de øvrige trusler han bragte med sig nærmest føles patetiske. Hvis det tog 23 film at håndtere Thanos og hans Infinity Stones, hvordan kan de så kun tage én film for de Evige at håndtere den intergalaktiske trussel, de står overfor?
Filmen har dog nogle højdepunkter, der fortjener ros: mangfoldigheden i både køn og etnicitet af dens hovedpersoner gør nogle af de tidligere Marvel-film til skamme. Den gør også noget for repræsentation af personer med handicap i form af en hovedkarakter med høretab (Makkari er Marvels første døve superhelt), og brugen af tegnsprog i løbet af filmen afmystificerer også høretab, uden at det går ud over historien. Desuden har den også MCUs faktiske, første åbenlyse kys mellem to personer af samme køn.
The Eternals bringer også to tidligere Game of Thrones (2011-2019)-skuespillere ansigt til ansigt igen i en scene, hvor Dane Whitman (Kit Harington) og Ikaris (Richard Madden) møder hinanden, og det er næsten umuligt ikke at fnise lidt over, at de to Stark-brødre møder hinanden igen, i et helt andet univers.
Alt i alt prøvede filmen for meget på én gang, og det gjorde den på bekostning af en historie, der eller kunne have været meget mere meningsfuld. Det bliver dog spændende at se, hvordan de Evige vil flette sammen med det overordnede univers, de er indtrådt i.
Kommentarer