Seidl lykkes med at gøre dette portræt af Richie overbevisende ved at fremkalde en ængstelighed i sit publikum. Kompositionen får rummene til at virke tomme, selv når der er mennesker i dem, og strandene forladte, selvom de egentlig ikke er. Lokationerne og den forladte ferieby med sne er på den ene side morsom og på den anden side dyster.
Læs mere