Af Claus Nygaard Petersen
De klæder hinanden godt, den engelske pianist Sam (Colin Firth) og den amerikanske forfatter Tusker (Stanley Tucci). Efter 20 års samliv er rollefordelingen klart defineret. Sam er den fysisk større farbjørn, der, især i den sidste tid, passer på den lidt mindre og mere udadvendte Tusker.
Sammen med deres nye hund Ruby, kører de i en autocamper gennem England, på vej til Sams første koncert i lang tid. Det er bogstavelig talt en tur ned ad mindernes vej, da de tidligere har tilbragt meget tid sammen i det område, hvor Sams familie altid har boet.
Et af deres første stop er ved en afsidesliggende gård, hvor de sætter et teleskop op og nyder universets festfyrværkeri, da mørket sænker sig.
Men der er også et skær af bedrøvelighed ved situationen.
Tusker har nemlig begyndende demens.
Hukommelsen svigter og selv de mest mondæne opgaver, som at tage en trøje på og knappe en knap, er blevet nærmest uoverskuelig kamp. Og hvis der er noget, den livsglade levemandsforfatter frygter, så er det ikke længere at være i kontrol over sit liv.
Præmissen er enkel og brugt i flere andre film. Bare indenfor det sidste år har vi i de danske biografer haft Viggo Mortensens Falling og senest The Father med Anthony Hopkins’ Oscarvindende præstation som den titulære demensramte far.
I Harry Macqueens Supernova er det ligeledes skuespillet, der er den helt store attraktion.
Firth og Tucci er på hver sin måde fuldkommen fantastiske. Langt hen ad vejen er briten en meget kontrolleret og stoisk type, der gør hvad han kan for at få hverdagen til at fungere for parret. Den tørre og bidende engelske sarkasme, han ynder at udveksle med sin partner, fungerer både som et forsvarsværn og refugium for Sam.
Det er som om, at Firth spænder hver en muskel i kroppen hele tiden og når han endelig giver slip, er det i de få øjeblikke, hvor Sam knækker.
Tucci er ligeså en nydelse at betragte. Skuespilleren leverer aldrig en dårlig præstation, men rollen som Tusker kommer til at kandiderer, som værende en af de bedste.
De små subtile bevægelsesmønstre, der bruges til at indikere, at forfatteren ikke længere er som han engang var, bliver fremført tilbageholdende bravur. Kontrasten er slående, når Tusker åbner munden og med sine ord fastholder en til hver en stavelse, han ytrer – på den måde som det kun er de store historiefortællere forundt.
Macqueens manuskript er rigt på tanker om eksistens og intimitet. Hvor meget Sam end prøver, så får han ikke altid lov at tage sig fuldkommen af Tusker. F.eks. har forfatteren droppet at tage nogle piller med på turen, fordi de minder ham om, at han er syg. ”Og det vil jeg ikke – ikke lige nu,” forklarer han med sorgmodig accept i stemmen.
Det er ikke fordi, at Supernova byder på de store armbevægelser, udover skuespillet. Filmen er rørende, sjov og hjerteskærende, med Colin Firth og Stanley Tucci i absolut topform. Harry Macqueen formår at skildre, hvordan en livsforandrende begivenhed som tidlig demens, både bringer et par tættere sammen, men samtidig uundgåeligt vil skubbe dem længere væk fra hinanden end de nogensinde har været før.
Kommentarer