Af Gustav Juhl
En katten-efter-musen-thriller er langt fra et nyt koncept i filmhistorien, men det betyder ikke, at genren ikke kan leges med. Og netop dét gør instruktør og manusforfatter JT Mollner i sin nye film Strange Darling, hvor han, som en kat med sit stadig levende bytte, leger med strukturen i en ellers ofte forudsigelig genre.
Strange Darling er nemlig ikke den typiske seriemorder-gyser-thriller, og det ville af samme grund ikke gøre filmen nogen tjeneste at give en længere opsummering af plottet. Det er mere end nok at vide, at historien starter med et one-night stand, der tager en drejning mod det værre. Ved man mere end det, er der en risiko for, at magien forsvinder, da Mollner har kreeret en oplevelse, der, med nye tricks gemt i ærmet, bedst leger med seerens forventninger, hvis man går ind til den helt blind.
Eller … filmen starter faktisk ikke med et engangsknald. Strange Darling er inddelt i seks kapitler, der i ægte Tarantino-stil leger med tid og fortællestruktur. Handlingen udspiller sig ikke i kronologisk rækkefølge, hvilket igen og igen omvender forventninger til, hvad der er op og ned. Innovativt er måske et for stort ord at bruge, men det er en oplevelse, der føles friskt og er rigtig godt skruet sammen.
Dog fungerer den ukronologiske struktur som det bærende element frem for selve plottet. Havde Strange Darling været fortalt lineært, ville resultatet have lidt under et forsimplet og formularisk plot, der, på trods af de unavngivne hovedkarakterer, intenst og troværdigt spillet af Willa Fitzgerald og Kyle Gallner, ikke ville være værd at skrive det store om. Men sådan ligger landet nu engang ikke – og godt det samme.
Soundtracket er skrevet originalt til filmen og skiller sig i den grad ud fra, hvad man vil forvente at finde i en thriller/gyserfilm. Det er den amerikanske musiker Z Berg, som står bag. I stedet for de traditionelle dystre og intense toner, som plejer at bygge en stemning op, har hun bundet musikken sammen med bløde akustiske klaver- og guitarmelodier. Det er sange, der snildt kunne være fundet i et romantisk drama, men som her, blandt halvblodige scener og non-lineær opbygning, giver Strange Darling et nyt lag af dybde og mening.
JT Mollner er meget bevidst om genrens historie, og det ligner, at han trækker direkte inspiration fra, hvad der måske er verdens bedste katten-efter-musen-gyser; Tobe Hoopers Texas Chainsaw Massacre fra 1974. Allerede før den første scene overtager lærredet, får de filmkyndige en lille godte i form af et stilistisk nik til motorsavs-klassikeren. En ildevarslende oplæst rulletekst med baggrundsinformation om en unavngiven seriemorder der har myrdet løs. Det giver ikke meget væk af, hvad der skal ske, men ligesom Hooper gjorde det i 1974, sætter det uhyggeligt godt tonen for, hvad der skal finde sted den næste halvanden time.
Heldigvis sidder Strange Darling ikke fast i 1970’ernes misogyni og er til gengæld helt klart et produkt af 2020’ernes progressivitet. Magtfordelingen mellem Fitzgeralds og Gallners karakterer er spændende og er lige transgressiv og progressiv, som handlingen hopper frem og tilbage mellem de tidsforskudte kapitler. Som sagt er det noget der ikke skal beskrives, men ses blindt, som det udvikler sig på det store lærred.
Kommentarer