Af Christian Hejbøl
Riget Exodus starter med et snedigt meta-krumspring. Søvngængeren Karen (Bodil Jørgensen), der har samme navn som Bodil Jørgensens karakter i Idioterne (1998), har lige set slutningen på anden sæson af Riget, og ligesom alle os andre, mangler hun svar.
Hun ytrer irriteret: ”Der er ingen slutning!”
Alle de spørgsmål: Hvad er der sket med Lillebror og Åge Krüger? Hvor mange døde under strømsvigtet? Er Krogen blevet sindssyg? Er porten til Riget åbnet på ny?
Karen går ind ad Rigets døre og pludselig begynder fortiden forfra. Som en ny Fru Drusse begynder hun at lede efter svar med portøren Bulder (Nicolas Bro). Portøren forklarer, at lige siden Riget blev vist på tv, har folk kaldt ham Bulder, selvom han i virkeligheden hedder Balder.
Det er altså samme serie i nye klæder. Gamle skuespillere i samme roller, nye skuespillere i gamle roller. I en meta-leg forbindes Tv-serien Riget og nutiden i Riget Exodus igennem Karens deliriske søvngængeri.
Der er gået lang tid mellem første sæson af Riget og nu. Et kvart århundrede. Stig Helmer, den ikoniske, svenske overlæge, er død; både i serien, men også skuespilleren Ernst-Hugo Järegård, der spillede ham. Men der ankommer en ny svensk læge til Riget, Helmers søn, spillet af Mikael Persbrandt, som er den nye overlæge for neurokirurgisk-afdeling. Han går i farens fodspor for at få indsigt i det land, der drev hans far sindssyg.
Helmer jr. deler ansvaret med den vattede overlæge Pontopidan (Lars Mikkelsen), som er en slags afløser for overlæge Einar Mosgaard. Pontopidan døber Helmer jr. til Halmer – en halv Helmer – og indfører, i ånden af Operation Morgenluft, ’De åbne døres gennemgående politik’ på Riget. Håndværkere går rundt og fjerner alle dørhængslerne på hospitalet, imens han selv har låst sig inde på sit kontor, liggende på sofaen, med en frossen pose ærter i nakken.
Riget Exodus føles genkendeligt og alligevel friskt. Serien kører videre i samme spor som sæson 2. Uhyggen i baggrunden og samfundssatiren i centrum. Nye tematikker udfoldes i samme genkendelige arena med fokus på at latterliggøre woke-kultur og de krænkelsesparate.
Ligesom i Triers seneste film, The House that Jack Built (2018), bruges kunsten til at undersøge betændte emner – for Lars von Trier er det nok kunstens pligt at være grænsesøgende. F.eks. vælger overlæge Helmer Jr. at ’henificere’ hospitalet ved at fjerne alle kønsmærkater fra journalerne. Fornavnet og det sidste ciffer i cpr. nr. slettes, og konsekvensen er selvfølgelig total forvirring, idet en indgående hjerneoperation udføres på den forkerte ’hen’.
Det hele er vildt og vanvittigt. Måske lidt for vanvittigt. Al struktur og hierarki på hospitalet er forsvundet samtidig med, at selveste Lucifer – spillet af Willem Dafoe(!) – følger efter Karen rundt på hospitalet. Modsætninger udforskes – det onde og det gode, liv og død – og serien veksler også selv i mellem det geniale og det komplet tåbelige.
Det kører med 100 km/t. Men sikke en rutsjebanetur.
Anmeldt på baggrund af de to første episoder.
Kommentarer