Af Olivia Alleslev
”Måske bliver det den sidste film, jeg laver, før jorden går under”. Sådan lyder instruktør og medvirkende Erlend E. Mos dystre, sorthumoristiske og lidt for virkelighedsnære udsagn om vores truede verden. På mange måder opsummerer det perfekt bevæggrunden for at kaste sig ud i en ”endnu” en dokumentar om klimakrise og personlig dommedagsfølelse. Med Rejsen til Utopia tager den norske instruktør bare mikroskopet for kameralinsen og zoomer ind på individet dårlige samvittighed og ansvarsfølelse.
Erlend lever ellers det idylliske liv på en norsk ødegård sammen med sin danske, operasyngende kone Ingeborg og deres fire brogede børn Aslaug, Arve, Sigrun og Solbjørg (sidstnævnte medvirker ikke efter eget valg). Men somrene bliver både varmere og vådere, og klodens dystre fremtidsudsigter holder Erlend vågen om natten.
Beslutningen om at gå linen ud og vinke farvel til det komfortable, klimaforræderiske liv kommer dog fra idealistiske Ingeborg, der tårevædet overtaler Erlend til at forlade livet på familiegården og indgå i det bæredygtige bofællesskab Permatropia. Det går bare ikke helt som planlagt, og kampen for den gode samvittighed strander familien i et boligbyggeri i hurtigere nedsmeltning end indlandsisen.
Her begynder den personlige, eksistentialistiske rejse for alvor, hvor mennesket træder i forgrunden for verdenssituationen. For er der noget, der kan teste os til det yderste, er det boligfrustrationer på ubestemt tid. Men Ingeborg giver ikke op, for man kan da ikke klage for meget sit eget liv, når verden hænger på hængslerne og ”Donald Trump er blevet præsident”.
Det er netop en af de helt store problemstillinger i Rejsen til Utopia; individet mod fællesskabet, personlige behov vs. klodens behov. Egoist eller kollektivist. Erlend er pessimist og nostalgiker, og det er rørende at se ham dokumentere sin egen rejse og tvivl. Som da de omsider er flyttet ind i Permatropia, men han vælger at gemme sig fra fællesskabets skue bag en sofa. Eller når han roligt, resigneret og relaterbart siger: ”Jeg har lyst til at løbe ud i skoven og skrige lidt”.
For det er altså bare ikke nemt at tage klimakampen op, når det er på bekostning af egne levestandarder. De prøver. De græder lidt. Så prøver de igen. Men gulvene er skæve, huslejen stiger og det er alligevel billigere at købe grønkål i SuperBrugsen.
Familieudfordringen og den overhængende identitetskrise er hård, reel og menneskelig, men boligfrustrationerne ender med at fylde lige rigeligt. Her bliver filmens problematik mere triviel og en anelse langtrukken og fortaber sig lidt for meget i en almindelig families modgang. Omvendt rammesætter det den altruistiske villighed til at lide for livet i fremtiden. ”Vi er stadig nogle velnærede, fede vesterlændinge, der sidder på flæsket,” siger Ingeborg med tårer strømmende ned ad kinderne. Hvem her kan ikke relatere til dét?
En af de mest interessante karakterer viser sig dog at være den trodsige teenagedatter Aslaug. Jovist er det hendes generation, der er i fare, hvis verden går under, men hun gider absolut ikke Amnesty og vil bare helst være med i ”Netflix-klubben”. Men da Erlend og Ingeborg er ved at opgive Permatropia, vil Aslaug alligevel ikke høre tale om det. For man kan da ikke bare tage den nemme løsning, når der er større ting på spil. Så familien bider i det sure (om end økologiske) æble og holder fast i drømmen.
Rejsen til Utopia er alt i alt en vanvittig aktuel og menneskelig skildring af den nok største udfordring, vi står over for lige nu. Det er tankevækkende og tårevædet, men Erlend E. Mo formår at fange humoren i håbløsheden og begraver den løftede pegefinger i lommen, og det gør kun filmen stærkere.
Kommentarer