Af Viggo Sinding
I december 2022 blev det annonceret, at Daniel Craig ville påtage sig hovedrollen i Luca Guadagninos filmatisering af William S. Burroughs’ anerkendte stykke erkendelseslitteratur Queer. Dette betød, at vi – med undtagelse af Benoit Blanc fra Knives Out-filmene – pludselig skulle se Craig i en helt ny og anderledes rolle, langt væk fra den velkendte, skarpe James Bond.
Men selvom hovedkarakteren i Queer også har en forkærlighed for stærk spiritus og lejlighedsvis casual sex, er lighederne med den hemmelige agent, der gjorde Craig til superstjerne, langt imellem.
William Lee (Daniel Craig), som deler navn med Burroughs’ forfatteralias fra 1950’erne, fremstår på overfladen vittig og velklædt, men i aftentimerne lader han rusen fra alkohol og heroin fylde tomrummet i hans tilværelse som eksil-amerikaner i Mexico. Her driver han fra bar til bar som en skygge – svedende, slubrende og desperat – bl.a. til lyden af Nirvanas Come As You Are, der fungerer som det perfekte bagtæppe. Når han ikke søger trøst i flasken, vender han sig mod unge prostituerede mænd, som han heller ikke tøver med at bruge pesos på.
Det er en snavset tilværelse i flere lag, som særligt udfoldes i første akt og skildres nøgternt af Guadagnino, indtil Lee for første gang får øjenkontakt med Eugene Allerton (Drew Starkey). Slank i sine tætsiddende skjorter og plisserede bukser, fejlfri som en model og på mystisk vis helt uimodtagelig for den brændende varme, der rammer alle andre i Mexico Citys gader, glider Eugene forbi Lees synsfelt og direkte ind i hans hjerte.
Fra dette øjeblik bevæger filmen sig ind i de temaer, som Guadagnino førhen har skildret med stor succes, særligt lidenskaben og de uopfyldte længsler, som vi ser i Call Me by Your Name (2017), bliver udstillet i Queer. Det er her, filmen viser sig fra sin stærkeste side.
Ligesom i forholdet mellem Elio og Oliver i Call Me by Your Name, forbliver længslerne dog ikke uopfyldte i hele filmen (Det er trods alt en Guadagnino-film).
Lee fremstiller sit forhold til Eugene som en stiltiende aftale: Han betaler for rejser og middage, mens Eugene til gengæld forventes at “være sød” ved ham to gange om ugen. Efter hvad der tydeligvis er gensidigt nydt sex, spørger Lee forsigtigt: “Do you not mind this terribly?” Han klamrer sig til sin partner, mens Eugene insisterer på at holde de dybere følelser på afstand.
I de øjeblikke, hvor Eugene derimod lader muren falde, opstår der en række intense og taktile scener, som kun få instruktører – og næppe nogen bedre end Guadagnino – kan indfange med samme emotionelle dybde.
Lige så stærk filmen er i disse øjeblikke gennem de første to akter, lige så meget vakler den dog i det sidste.
Burroughs færdiggjorde aldrig bogen, som først blev udgivet i sin ufuldendte form i 1985. Derfor bliver Guadagninos filmatisering også et meget personligt forsøg på at fuldende den.
Det er tydeligt, at Guadagnino morer sig med opgaven, når han fylder lærredet med hallucinerende billedsprog og introducerer en pistolbevæbnet healer, spillet af en ukendelig Lesley Manville. Men netop her fjerner han sig så markant fra det oprindelige kildemateriale, at fortællingen mister sit momentum – og det er en skam.
Craig leverer en nuanceret præstation, og filmens første to tredjedele balancerer elegant mellem længsel og begær. Desværre ender den sidste akt med at spænde ben for sig selv, når den svæver væk i hallucinatoriske afveje, der nok er visuelt slående, men narrativt famlende.
Queer er en film, der på mange måder forfører og fascinerer, men som også efterlader en fornemmelse af, at noget mere væsentligt glider gennem fingrene.
Kommentarer