Af Stig Bergendorff
I Christopher Nolans nyeste projekt, Oppenheimer, fortæller han historien om den titulære figur J. Robert Oppenheimer (Cillian Murphy), faderen til atombomben. Hvor de fleste historier stopper efter første prøvesprængning, tager Nolan imidlertid skridtet videre og kaster også blikket på de efterfølgende koldkrigsår og særligt Oppenheimers kamp mod McCharthyismen.
Nolan har undertiden været genstand for kritik blandt anmeldere og filmkendere. En kritik, der sågar har fået sit eget begreb – Nolashing – og som bygger på, at han som regel vægter koncept og plot twists over karakterer og psykologisk dybde. Selv onde tunger kan dog næppe sætte en finger på sidstnævnte i det nyeste skud på instruktørens stamme, der netop tager udgangspunkt i Oppenheimers indre konflikter.
Selvom Oppenheimer langt hen ad vejen er en formidabel historisk gengivelse af et mørkt kapitel i verdenshistorien, så er lige netop karakterstudiet det, der gør filmen værd at se. Nolan selv har da også udtalt, at filmen ikke er en film om atombomben, men i langt højere grad et kritisk portræt af geniet bag. Et portræt, der skildrer afgørende øjeblikke i Oppenheimers liv, udforsker hans psykologi og sætter spørgsmålstegn ved konsekvenserne af hans handlinger.
Til at løfte opgaven med skildringen af Oppenheimer faldt valget på irske Cillian Murphy, bedst kendt fra hitserien Peaky Blinders (2013-2022), men også fra en række roller i Nolans tidligere film. Og endelig. Fristes man til at sige. Endelig får Murphy den bærende rolle på det store lærred, som har ladet vente på sig. Og han forspilder ikke sin chance.
I sin portrættering af den aldeles komplekse figur formår Murphy at balancere et plaget indre og, til tider, charmerende ydre til perfektion. Den motor, der gør karakteren mest interessant, er dennes iboende tvivl. En tvivl som Murphys ekspressive ansigt indfanger og udtrykker yderst overbevisende.
Foruden Murphy rummer filmen et stjernespækket cast bestående af Hollywood A-listers som bl.a. Emily Blunt, Matt Damon, Florence Pugh og Casey Affleck. Særligt fremhæves skal imidlertid Robert Downey Jr. i rollen som Lewis Strauss, der blandt andet var USA’s handelsminister fra 1958-59.
Selvom udgangspunktet er Oppenheimers subjektive fortælling, tildeles også Downey Jr.’s rolle en bærende part. I en film med flere (anti)helte fremstår han som den egentlige antagonist – en personificering af McCarthyismen, som er drevet af en personlig vendetta mod titelfiguren. I sekvenser af sort/hvid formår Downey Jr. på overbevisende manér at fortælle seeren, hvor man i hvert fald ikke skal lægge sin sympati.
Efter den noget tvivlsomme Tenet (2020), der druknede i et lidt for kompliceret plot og dertil lettere patroniserende eksposition, synes Nolan at være vendt tilbage til fordums storhed. Oppenheimer bliver aldrig en kedelig historietime og spilder ikke tiden med at forklare kvantefysikkens komplicerede love. Med denne film tilføjer instruktøren ovenikøbet en hidtil uset psykologisk dybde til sin allerede imponerende filmografi.
PS: Oppenheimer er selvfølgelig forbandet flot. Men det synes næsten overflødigt at pointere, når nu vi har med Nolan og fotografen Hoyte van Hoytema at gøre.
Kommentarer