Af Joakim Søgaard
I luften hænger en enlig ballon ved siden af et maleri af en grædende klovn. Sådan foregår Humberto Suárez’ (José Luis Gómez) 80-års fødselsdag. Han har et succesrigt medicinalfirma og mange millioner på bankkontoen, men alligevel ønsker han at blive husket for noget andet.
Noget mere udødeligt. En bro måske – eller endnu bedre, en film! Official Competition er de store egoers fortælling.
Humberto har bestemt intet ønske om selv at instruere filmen eller i det hele taget at have meget med den at gøre. I stedet hyrer han den anerkendte og excentriske filminstruktør, Lola (Penélope Cruz), til løst at bearbejde denne efter en bog om to fejdende brødre.
Der er kun ét svar på, hvem der skal spille brødrene. Den karismatiske Hollywoodstjerne Felix (Antonio Banderas) og den sofistikerede teaterskuespiller Ivan (Oscar Martínez). De to største navne fra hver deres afdeling af den spanske skuespillerscene.
Ved første møde spørger Lola, hvilke forestillinger de har gjort sig om deres karakterer. Ivan har forberedt en længere smøre, der involverer karakterens modstridende følelser omkring sit barn. Felix, der ankommer i en rød Lamborghini med en model under armen, har derimod ikke tænkt så meget. Han øver replikkerne og mærker sig frem. Det har virket indtil nu, med mange priser som bevis, så hvorfor ændre på det?
Instruktør-duoen Cohn & Duprat stiller med Official Competition skarpt på disse store kunstneregoer.
Lola udfordrer de to skuespillere med alskens skøre påfund og øvelser. De placeres under en kampesten holdt oppe af en kran for virkelig at mærke intensiteten i scenen, de øver. Selvom de først begge finder ideen latterlig, gør de sig ekstremt umage for at bevise hvem, der er den bedste skuespiller. De konstante magtkampe i disse absurde situationer fører til et utal af vanvittigt underholdende og uforudsigelige scener.
Med en selvindsigt der grænser til det ikke eksisterende, virker den selvglade Felix som det oplagte offer for latterliggørelse. Alligevel fokuserer satiren i lige så høj grad på andre karakterers hykleri.
Lolas øvelser handler om kontroltab, men så snart hun selv taber denne, forlader hun rummet. Ivans udtalte foragt for det overfladiske gøres utroværdig, når kameraet fanger ham i at undersøge tandblegning og øve Oscar-tale. Forfængeligheden er ikke til at tage fejl af hos nogen af dem.
De bliver latterliggjort, udstillet og sat på spidsen, men karaktererne bliver aldrig til karikaturer! Det skyldes i høj grad det fænomenale skuespil. Official Competition markerer den første gang, de to verdensstjerner Penélope Cruz og Antonio Banderas spiller overfor hinanden. Men Oscar Martinez lever i den grad også op til sine to kollegaer. De spiller alle med en fornem komisk timing og store, flamboyante personligheder, som hver især kan fylde et helt rum.
Filmens visuelle side består af smukke tableauer fra det luksuriøse hus, de bruger til forberedelserne, som vækker minder om Ruben Östlund kunst-beslægtede The Square (2017). Absurditeten i skuespillets og kunstens verden betragtes på afstand. Det er enormt syntetisk.
Official Competition indeholder en iboende diskussion om, hvad filmkunst er og bør være. Har den lidt kaloriefattige underholdning sin berettigelse? Skal alle film have kunstnerisk merit? Man sidder ikke tilbage med et klart svar. Men hverken Official Competition eller Lolas film lader til at være popcornbaskere rettet mod et mainstreampublikum.
Official Competition klæder, med skarp satire, branchens hyldede stjerner af. Den stiller dem til skue, nøgne og sårbare, med alle de usikkerheder og egocentriske tendenser, som berømmelsen også fører med sig. Og det er voldsomt underholdende.
Kommentarer