Af Joakim Søgaard
Er tiden endelig ved at være moden til eksperimenterende film, der bryder med den stolte danske tradition for socialrealisme? Det er for tidligt endnu at hejse flagene, men med nye, utraditionelle film som den rendyrkede gyser Speak No Evil (2022)og den mystiske Miss Osaka (2021), kan man fornemme en ny lyst til vildskab i dansk film.
En vildskab, som også mærkes i Gabriel Bier Gislasons romantiske gyser-debut Natten har øjne.
Ja, du læste rigtigt – romantisk gyser! Ikke just en traditionel genrebetegnelse, og filmen gennemsyres da også af en lyst til at udfordre det konventionelle.
I Natten har øjne lever den allerede fallerede skuespillerinde, Maja (Josephine Park), af at optræde for børn som julekalendernisse. Under en af disse optrædener på et bibliotek støder hun ind i den britiske udvekslingsstudent Leah (Ellie Kendrick). Trods det pinlige nissekostume går der ikke længe, før de sidder sammen i Majas lejlighed og drikker vin.
Filmenlægger et højenergisk tempo for dagen, som matcher den øjeblikkelige forelskelse, der opstår i mødet mellem Maja og Leah. Der klippes til musikken og springes i tid på en måde, der føles frisk og fornyende.
På ti minutter er Leah flyttet ind hos Maja, og de har så småt fået en hverdag sammen. Med det høje tempo kan det være svært at følge med rent emotionelt. Heldigvis sælges det af en stærk kemi mellem Park og Kendricks akavede, men elskværdige karakterer, der, trods de aldrig kan finde det rigtige at sige, deler en stor indforståethed mellem sig.
Men den lyserøde sky punkteres for de to. Efter et mystisk anfald, hvor Leah brækker benet, vælger de sammen at flytte hjem til Leahs mor (Sofie Gråbøl) i England. Hun er en svigermor fra helvede, finder Maja hurtigt ud af. Moderen er nemlig lidt af en sær eneboer, der med sin ortodoks-jødiske baggrund er dybt overtroisk og traditionsbunden. Så når Maja så meget som flytter på en skål, falder det ikke i god jord.
Det er også her, at filmens gyserelement for alvor indtræder. Mens Maja om dagen kæmper for at opnå svigermors accept, vækkes hun om natten af mystiske lyde, som hun undersøger mens Leah sover.
Men denne rutine med familiedrama om dagen og gysermysterie om natten kører i tomgang, når den gentager sig selv om og om igen. Natten har øjne formår desværre ikke at bygge videre på energien fra begyndelsen, og i stedet tager filmens tredje akt en drejning, der virker forceret og som taget ud af en komplet anden film.
Tematisk evner Natten har øjne altså ikke at holde grebet. Uhyggen forbindes til den jødiske overtro, der også bruges som en kommentar på familietraumer. Det forklares i samtaler med den jødiske boghandler Lev (David Dencik), der fortæller om spøgelseslignende dæmoner, som beboer de levende. På papiret et spændende greb, men filmen dykker ikke dybt nok ned i traumerne. I stedet skraber den blot sit temas overflade.
Trods gode takter formår Gabriel Bier Gislasons debutfilm altså ikke at fastholde det legesyge førstehåndsindtryk. Selvom denne slags eksperimenter med form og genre er altid et åbent sind og en ros værdig, så kommer Natten har øjne ikke til at stå tilbage som nogen milepæl i dansk film.
Kommentarer