Siden 1950erne har Jørgen Leth påvirket dansk kultur som jazzskribent, forfatter og filminstruktør. Nu er den 83 år gamle kunstner aktuel med en film, der reflekterer over rodløsheden efter jordskælvet på Haiti, der sendte ham på en rejse jorden rundt for at finde sig selv.
Jørgen Leth sidder i sit hus på Haiti og arbejder på filmen Det erotiske menneske (2010), da en rumlen stiger op fra jorden. Han tror, det er en maskine, der kører på gaden udenfor. Men pludselig forsvinder væggene omkring ham: Når han ser til siderne, er der nu bare den blå himmel. Omkring Jørgen er byen med ét forvandlet til murbrokker.
Jordskælvet, der rammer Haiti i 2010, koster over 100.000 menneskeliv og efterlader et land i ruiner. Jørgen Leth mister ligesom mange andre alt i skævlet, og fra dette ground zero bliver han tvunget ud på en rejse for at genfinde sig selv og meningen med livet.
Det er den vandring, som Jørgen Leths nyeste film I Walk handler om. I tiden efter katastrofen havde han oven i købet fysiske problemer med at gå, og kampen for at bevare førligheden over sine ben bliver en metafor for det, han gennemgår.
Men ud over at være fortællingen om at få kontrollen over kroppen og livet tilbage, er I Walk også en erindringsfilm over hans lange liv med kunst, familie og kvinder. Alle tre elementer spøger i filmen. Klip fra tidligere værker. Familiebilleder. En nøgen kvinde, der tager billeder af sig selv på sengekanten. Så hvilken slags film mener instruktøren selv, at han har lavet?
”Jeg ville gerne have, at du kunne hjælpe mig med at give den en genrebetegnelse, for jeg ved det ikke,” siger Jørgen, selvom én ting står klart: Det er ikke en brugsanvisning på livet eller et testamente, som han er kommet til at kalde filmen i et interview. Handlingen i I Walk opstår i oplevelsen af at befinde sig i et væltet liv. At samle sig igen bliver filmens omdrejningspunkt og basis for dens kunstneriske benspænd.
”Selve den proces er skildret i filmen direkte. Det er jo ikke noget, der er lavet bagefter. Det er lavet, mens det sker. Og det er jeg meget stolt over. Jeg er meget stolt over, at det bliver en eksperimentel proces. For jeg har altid været optaget af at finde ud af, hvordan et nyt filmsprog skulle kunne udvikle sig. Jeg prøver at orientere mig på en anderledes måde i, hvordan man fortæller overhovedet. Og det gør jeg helt ekstremt her, og det er kommet helt af sig selv her.”
I Walk startede som nogle notater på en telefon (fordi han mistede sin dyrebare Mont Blanc-kuglepind) i kaosset efter jordskælvet. Leths søn Asger opfordrede sin far til at udvikle notaterne til en film. Så i mangel på almindeligt filmudstyr, gik Jørgen i gang med at filme sig selv og omgivelserne på sin IPhone, og dele af filmen er således skudt med telefonens begrænsede kamera. Men det benspænd endte med at blive en metode, der fremelskede en kvalitet, som Jørgen blev begejstret for. Den stoflighed, der ligger i de rystede billeder, uskarpheden og den dårligere kvalitet: ”Og den står jeg ved. Ellers kunne jeg bare have klippet det væk, den stoflighed, der er der. Men jeg synes det er virkelig godt! Jeg er vild med det!” siger Jørgen, på den mest Jørgen Lethske måde, man kan forestille sig, ”Det kommer tættere på billedkunsten på den måde. Jeg har altid følt, at jeg var et sted mellem billedkunsten og filmen. Filmen er en udvikling, en undersøgelse af en person, der er ved at gå i opløsning,” siger Jørgen for at besvare mit spørgsmål om, hvad I Walk er.
At falde men rejse sig igen
Når jeg ser filmen, handler den om at falde og rejse sig igen. Og det er noget, der går igen i Jørgens film helt tilbage fra Det perfekte menneske (1967). Hvilke tanker har han gjort sig om at gå og falde som motiv?
”Det er et virkeligt motiv,” siger han og griner, ”Det kommer jo af, at jeg faktisk er faldet. Senest for godt en måned siden nede på Holbergsgade, der faldt jeg. Det er jo svært at fordøje som indtryk. Man bliver frygteligt forskrækket. Det fører til, at man går på en særlig måde. Meget forsigtigt med blikket rettet sådan. Det er meget irriterende. Det er meget irriterende i sig selv at være hæmmet af den skræk. Jeg vil hellere være præget af en friskhed, en nysgerrighed, som virkelig er autentisk for mig, men mine bevægelser er præget af frygten for at falde igen: at brække noget, at blive til intet. Spoler jeg tilbage til Det perfekte menneske, så kan man sige, at jeg altid har været interesseret i, hvordan man bevæger sin krop – i helt konkret forstand.”
I Det perfekte menneske er hverdagens bevægelser brækket i smådele. En kvinde og en mand tager tøj på. Spiser fisk. Går, løber – og falder. ”Hvordan falder han?” spørger fortællerstemmen. ”Sådan falder han”, svarer den sig selv, mens manden falder ned. At bryde livet ned til sine delelementer er en af Jørgen Leths kunstneriske strategier, som han stadig benytter sig af.
”At kigge på livet under lup, som jeg ofte har sagt: det er det, jeg gør. Jeg kigger på livet og mit eget liv. Jeg kigger på Claus Nissen i Det perfekte menneske og så på, hvordan bevægelserne var: Det synes jeg aldrig er udtømt. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at vende tilbage til elementære størrelser. At falde er en virkelig vigtig ting. At sidde er vigtigt, at ligge er vigtigt. Jeg vil gerne være ved det bogstavelige. At det alt sammen er udtryk for livet. Er du med?” spørger Jørgen.
Og det tror jeg, at jeg er. Men jeg vil gerne tage motivet ”at falde” op på et andet niveau: At den fysiske bevægelse også kan opfattes en rejse gennem verden. I I Walk bringer rodløsheden efter krisen nemlig Jørgen til blandt andet Barcelona og Laos. ”Jeg har altid været nysgerrig efter at rejse, jeg kan godt lide at rejse. Og jeg har gjort det med en stor nysgerrighed. Nysgerrigheden er et andet nøglebegreb for mig. Det er en vigtig tilgang. Det er vigtigt at se noget, man oplever for første gang.” Og hans fascination af rejsen hænger sammen med hans inspiration fra antropologien.
Jørgen Leth er særligt inspireret af den polsk-engelske antropolog Bronislaw Malinowski, der anses som en af det 20. århundredes mest betydningsfulde antropologer. I 1914-1918 observerede han den lokale kultur på Trobriand-øerne ved Papua Ny Guinea, hvorfra han tog en række berømte fotografier. Netop de fotos har Jørgen altid været inspireret af, og han besøgte endda øerne i forbindelse med optagelserne til Det erotiske menneske.
”Det var en direkte inspiration. Jeg tænkte: det var da helt vildt! Det er lige præcis sådan, jeg vil have billederne til at se ud. Så begyndte jeg at lave dem på nøjagtig samme måde. Direkte, direkte inspireret. Det var en chokerende oplevelse for mig.”
Men Malinowskis metoder om at observere et folkeslag uden at påvirke dem bliver betragtet som forældede og kritisable i dag. Hvordan forholder Jørgen sig til kritikken af sin store inspirationskilde? Han anerkender, at han kender til problematikken, men siger: ”De er ikke outdatede for mig!”
Men hvad nu hvis man skulle acceptere idolet som passé og tænke i alternative kunstneriske strategier?
”Det vil jeg ikke acceptere. Jeg er jo ligeglad med etnografiens eller antropologiens videnskabshistorie. Jeg bruger jo simpelthen det, jeg kan få øje på, jeg kan bruge. Det er min meget måske umoralske indstilling til det. Jeg bruger det, jeg kan. Det jeg kan se fungerer. Og dét er jo mere Malinowski end det er Foucault.”
Jeg fastholder samtalen på det, som jeg ikke kan lade være med at se kritisk på i filmen, nemlig scenerne hvor Jørgen og Asger Leth tager til Laos og Mekongfloden. Asger beskriver i en bisætning floden og junglen som ”Heart of Darkness”, og Jørgen beder et hold lokale mænd fra et savværk hjælpe ham med at lave en kunstinstallation i junglens trætoppe. Den hvide mand er kommet til junglen, som begge mænd i filmen kalder et kaos. Hvilke tanker har Jørgen gjort sig om magtforholdet mellem ham selv og de lokale?
”Jeg kan ikke se kritisk på det. Jeg tager det, som det er. Jeg skal næsten overleve, det er næsten en overlevelsesproces. Jeg kan ikke begynde at stille metodemæssige og kritiske spørgsmål.”
Hvad kan man gøre i stedet for den antropologiske tilgang, reflekterer jeg højt. Selv hvis man ikke ser på rejsen med kolonialistiske briller, er det måske alligevel meget nyttigt i en tid med rejserestriktioner at tænke i alternative strategier? Men den opskrift må jeg selv finde ud af, mener Jørgen.
”Jeg kan ikke se de polemiske anliggender i dit spørgsmål. Jeg gør det, som jeg kan, og jeg kan se, at det bevæger sig og der kommer en historie ud af det.”
Scener fra fortiden
Noget af det, man bemærker i I Walk, er de mange gengangere fra Jørgens tidligere værker som Motion Picture (1970) eller Den umulige time (1974) med henholdsvis Torben Ulrich og Ole Ritter som omdrejningspunkter. De to mænd er begge med i filmen, både som deres fortidige jeg og i scener, hvor vi ser dem, som de ser ud i dag. Ideen om at inkorporere fortidens helte opstod, fordi Jørgen kunne mærke, de skulle genbesøges.
”Det var følsomt, næsten sentimentalt. Jeg har lyst til at hilse på nogen af de venner, der har betydet noget på et følelsesmæssigt plan. Jeg havde lyst til at hylde de to figurer, fordi de betød noget for mig. En sentimental trang til at bladre tilbage i tiden og invitere dem ind i fortællingen. Det kunne jeg rigtig godt lide.”
Både Torben Ulrich og Ole Ritter virker som en refleksion over det liv, der ligger bag Jørgen. For ligesom instruktøren selv, er de to herre også selv blevet ældre. De passer ind i filmen på en måde, som de ifølge Jørgen ikke ville have gjort for bare fem år siden. I dag er det mere naturligt for ham at se tilbage på fortiden, ”Jeg er frigjort fra min skat af erindringer”. Med andre ord er skatkisten med minder er åben for brug.
Jørgen er på et tidspunkt kommet til at beskrive filmen som et testamente; en udtalelse han selv trækker lidt i land med spørgsmålet: ”For hvad står der i så fald i det?”. Jeg har hæftet mig ved den sidste frame i filmen, hvor Jørgen står midt i junglen i Laos, et sted langs Mekongfloden. En rød ramme, på måske 25 meter på hver side, er blevet hejst op mellem trækronerne af mændene fra savværket. Det er en kunstinstallation, som Jørgen længe har drømt om at realisere. En måde at indkapsle kaos i orden.
Kameraet zoomer ud, og den røde firkant bliver mindre og mindre mellem de grønne trækroner, indtil billedet bliver sløret af skyerne. Et storslået og sentimentalt punktum for I Walk. Er det sådan, Jørgen Leth gerne vil huskes – som midtpunktet, som en person, der har indrammet kaos?
”Ja, det ville jeg ikke have noget imod! Det synes jeg er stærkt flatterende,” siger Jørgen, og vi griner lidt af det begge to. ”Jeg har intet imod at blive set i det der evighedslys. Det har jeg ikke noget imod. Det tilsiger min forfængelighed mig også, at det skal jeg acceptere.”
Men er slutningen et punktum?
Nej.
I første omgang har Jørgen filmskolen Ecole De Leth, hvor han håber at give nysgerrigheden videre. Derudover venter der et ufærdigbygget forfatterrefugium på Haitis nordkyst og en film sammen med Andreas Kofod, baseret på den danske jazzguitarist Jakob Bros forbindelser til 50ernes store jazzmusiker, saxofonisten Lee Konitz, som Jørgen selv er fan af.
Så Jørgen går tilbage til ungdommens helte. Som han siger: ”Noget man vender tilbage til, når man er ved at blive ældre.”
Kommentarer