Af Alexander Bendtsen
I 2000 blæste den moderne klassiker, Gladiator, verden bagover i sådan en grad, at det sikrede det episke værk fem Oscar-statuetter – herunder en for bedste film. Nu 24 år efter lander der en 2’er, igen med den levende instruktørlegende Ridley Scott bag kameraet. Vægtige stjerner som Connie Nielsen og Derek Jacobi har fået genvalg, men derudover består castet af nye store navne, der skal forsøge at leve op til forgængerens kæmpepræstationer fra Joaquin Phoenix, Oliver Reed og Oscar-hovedrollevinder Russell Crowe.
En utaknemmeligt svær opgave der utroligt nok lykkes. Ikke mindst på grund af et godt oplæg fra David Scarpa der har overtaget manuskriptforfatterrollen fra David Franzoni. I det hele taget lader alle foran og bag kameraet til at træde i karakter og hjælpe med at støbe et brag af et underholdende epos, der foregår i fantastiske kulisser og kostumer som hjælper gevaldigt på indlevelsen.
Filmen samler op på fortællingen om magtkampene i Rom 16 år efter originalens handlingsforløb. Visionen for den mere demokratiske og progressive styretilgang som både Marcus Aurelius (Richard Harris) og Maximus (Russell Crowe) måtte give deres liv for i 1’eren, er igen børstet til side for et totalitært enestyre med brødrene Kejser Geta og Kejser Caracalla (spillet passende hadeværdigt af Joseph Quinn og Fred Hechinger) i spidsen.
Drømmen om et demokratisk Romerrige bygget på mere sympatiske værdier holdes dog stadig i live af den nu mindre magtfulde men stadig lige så stærke og begavede Lucilla (Connie Nielsen) og hendes nye mand, General Marcus Acacius (Pedro Pascal). De politiske intriger der udspringer af denne ideologiske konflikt er glimrende udpenslet, og endnu mere spændende implementeret end sin forgængers tilsvarende konflikt.
Men hovedrollen i en Gladiator-film er selvfølgelig en gladiator og ikke en politiker. Derfor tager den mystiske kriger Hanno (Paul Mescal) centrum i Gladiator 2. Han falder i kamp mod romerne, der erobrer det selvstændige Nordafrikanske rige, som han kalder sit hjem. I modsætning til hans kone, der mister livet, tages Hanno levende til fange og sælges som gladiator til den enigmatiske Macrinus (Denzel Washington).
Begge skuespillere brillerer, og det er spændende at følge, hvordan Hannos jagt på hævn og Macrinus’ jagt efter magt fører dem til Rom og væver dem meningsfuldt ind i den politiske magtkamp.
Macrinus har endnu større ambitioner for sin indflydelse og rigdom end hans i forvejen prominente status som forretningsmand og stor kanon i gladiatorbranchen kan indfri. Med sin udstråling og karisma indkapsler Washington eminent, hvor knivskarp og udspekuleret hans rolle er.
Hanno er drevet af vrede og had for dem der har taget alt fra ham, så han kæmper i arenaerne med en dyrisk vildskab og 10 soldaters drivkraft. Det vækkes især i live af Mescal, der mesterligt balancerer den raffinerede sårbarhed, han er kendt for, med en højrøstet og gennemtrængende intensitet.
Det kan da heller ikke komme bag på nogen, at der for hver en politisk manøvre og emotionel dialog er en brutal actionscene. Gang på gang udspiller vilde kampscener sig, der gradvist bliver mere storslåede og sætter mere på spil. Gale aber med hugtænder og en nådesløs kriger, der rider på næsehorn, udgør kun en del af de udfordringer, som Hanno stilles overfor.
Netop disse blodige kampe præsenteres med koreografi og stuntarbejde der, bortset fra enkelte forvirrende øjeblikke og lidt for nemme løsninger, finder en drønunderholdende balance mellem realisme og det mere ekstravagante. Det er hjulpet på vej af kompromisløs nærgående kameraføring, der fanger alt det brutale og kaotiske på gribende vis, imens et realistisk lydbillede tilføjer saft og kraft til hvert eneste sammenstød. Prikken over i’et er den episke musikalske score, der øger den dramatiske vægt bag hver eneste kamp og scene i det hele taget.
Gladiator 2 er en storslået tour de force på trods af, at den har så mange paralleller til sin forgænger, at det grænser op til at føles formularisk. Filmen formår nemlig for det meste at bruge lighederne til at styrke den samlede fortællings vægt. Ligeledes bygger den formidabelt videre på Gladiator-universet og bliver sit eget værk med endnu mere på spil.
Det er simpelthen alle 24 års ventetid værd.
Kommentarer