Af William Pilgaard-Jensen
Det er få, der kan prale af at besidde et netværk som skuespiller og instruktør Paprika Steen. I Fædre & Mødre har hun samlet en perlerække af danske navne, som har sat aftryk på den nationale film- og serie-front i løbet af det seneste årti. I filmens univers udgør deres karakterer sammen en gruppe forældre, hvis forskelligheder får bølgerne til at gå højt på en klasse-hyttetur, de har arrangeret for deres børn.
Piv og Ulriks (Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Lohmann) datter, Hannah (Ida Skelbæk-Knudsen), har skiftet skole fire gange, da hun kommer ind i 6.B, og her skal hendes forældre samtidig finde deres plads i klassens tilhørende forældregruppe. En flok, hvor du kan finde stort set hver eneste type menneske, du kan komme i tanke om.
Det skaber selvsagt en begivenhedsrig dynamik, når alle forældrene skal komme hinanden ved. Og netop det skal de på den årlige hyttetur, som de arrangerer for børnene i klassen, hvor de mange forskellige indtryk skaber et ståhej, som Piv og Ulrik skal forsøge at navigere i.
Castet emmer af talent og personlighed, og det giver anledning til nogle underholdende interaktioner mellem karaktererne. Det er tydeligt, at skuespillerne alle har fået hver deres spraglede opgave, som de kan more sig med at bringe til live, og man får fornemmelsen af, at Paprika Steen har givet dem meget snor til at være kreative.
Ensemblet byder på et virvar af genkendelige persontyper, der hver skrues op til 100%. Som Carsten Bjørnlunds karakter, Thorbjørn, der er en omvandrende legemliggørelse af mindfulness og moralsk selvfedme. Man har også svært ved ikke at være underholdt, når Rasmus Bjerg med sin gennemførte kejtethed forsøger sig med at bruge fancy engelske udtryk uden held, eller når Nikolaj Lie Kaas med fuldkommen løssluppenhed spiller det forvoksede barn, Tommy, hvis modning aldrig er nået længere end 1.G.
Selvom de adskillige altopslugende personligheder og deres synergi (eller mangel på samme) ikke er uden humor og byder på flere muntre momenter, så kan de dog også blive for karikerede i længden. Problemet med det mangfoldige cast er også, at der løbende sker hændelser og kommer temaer op, som der aldrig samles op på, fordi de hverken får eller har tiden til at blive udforsket mere.
Analogien, som Paprika Steen vil opstille, er tydelig fra start: En flok voksne mennesker opfører sig som en folkeskoleklasse, og dermed er de ikke meget bedre end deres egne 12-årige. Det tydeliggøres gang på gang, fx når børnene i begyndelsen af hytteturen får at vide, man ikke må stjæle fra køkkenet – hvor Rasmus Bjerg så ender med at guffe chokolade i sig, som skulle bruges til kagen.
Problemet er bare, at når vi rammer slutningen, er man bare ikke blevet meget klogere på filmens intentioner ud over det, man allerede kunne se på plakaten (hvor karaktererne afbilledes som på et klassefoto). Man mangler noget mere udvikling eller et fokus, som faktisk giver stof til eftertanke.
Fædre & Mødre viser, hvordan det kan være svært at være den nye i klassen, og hvordan det princip gør sig gældende i stort set alle sammenhænge, hvor et nyt medlem træder ind i et fællesskab. Karaktergalleriet er spraglet og underholdende, men havde man brugt mindre tid på unødvendige mikroplots og mere tid på at potensere en hovedvej for historien og de centrale karakterer, ville lysten til engang at se filmen igen nok være betydeligt større.
Kommentarer