Af Rikke Hesselvang
Abort er og bliver et ømt emne. Det debatteres i alle afkroge. Men det burde det ikke. Det er nemlig meget enkelt; din krop, dit valg. Og det gælder alle.
Det gælder også Laura (Julie R. Ølgaard). Hun er en kriminalbetjent og specialist inden for cyberkriminalitet, men er på orlov grundet en fødselsdepression. Alligevel bliver hun trukket ind i en uhyggelig sag om en sadistisk seriemorder og møder her sin makker Jesper (Roland Møller), som hun skal opklare sagen med.
Laura kæmper stadig med sin mentale tilstand, men vælger at trodse dette og ignorere sin mand Marcs (Christopher Læssø) råd om at blive hjemme. Deres forhold har hængt i en tynd tråd lige siden, de mistede deres barn – men Marc kender ikke hele sandheden bag.
Englemageren er en brutal psykologisk thriller, der aldrig stopper med at være spændende. Allerede efter filmens første minut er barren sat for, hvordan resten af filmen udspiller sig – og man tager sig selv i konstant at sidde med hænderne for øjnene. Det kunne godt lugte lidt af en lowbudget Afdeling-Q film, men under filmens overflade gemmer der sig både tabubelagte emner og politiske anliggender.
Morderen udpeger, torturerer og dræber nemlig kun kvinder, som har fået en abort, og han efterlader dem i dehumaniserende positioner. Han kalder dem for ”Englemagere” – en gammeldags betegnelse for såkaldte ”barnemordere”; kvinder der får en abort. Det bliver ikke mere kynisk.
Samtidig leger filmen med samfundets stereotypiske kønsroller. Her er Laura den intelligente, men kvindelige, hacker, og Jesper er den bløde (og underspillede) mand. Tilsammen er de et perfekt makkerpar, som hurtigt danner en venskabelig samhørighed – både på og uden for arbejdet.
Men Englemageren er også en smule klichéfyldt – som efterhånden næsten er uundgåelige i krimier og thrillere; de store jakker, smarte og flashende politi-badges, indviklet hackersprog og utallige telefonsamtaler bestående af ordene: ”Hej…okay…godt…jeg kommer med det samme!”, når der er fundet nye spor. Filmens forcerede humor falder ligeledes til jorden, og man griner ikke med men af replikkerne.
Castet skal dog roses. Alle roller er besat af den ene veletablerede skuespiller efter den anden, der som forventeligt kun styrker filmens autenticitet. Selvom Julie R. Ølgaard også har ageret både producer og konceptuerende instruktør, har hun absolut ikke ladet det påvirke skuespillet. Hun udtrykker både en styrke, en sårbarhed og en mystik, der tilsammen kreerer en troværdighed skildring af en kvinde, der er gennemsyret af sorg, afmagt og udmattelse. Hun er yderst fænomenal i disse følsomme, men seriøse roller. Wow.
Englemageren er en voldsom film og spiller på samme uhyggelige hold som Speak No Evil (2022). Men er det en for voldsom film, der påtager sig at formidle så sårbare tematikker? Måske. Men måske er det en hård, men nyttig tilgang til at puste liv i den evige debat om abort.
Kommentarer