Efter nøje overvejelse har vi besluttet os for ikke at anmelde premierefilmen Officer og spion. Denne artikel er for at forklare vores beslutning og filmens kontekst. – Ordets redaktion
Af Marcus Uhre
42 dage.
Så længe sad filminstruktøren Roman Polanski i fængsel for at have bedøvet og voldtaget en 13-årig pige. Derefter stak han af til Paris. Det markerer enden på den polsk-franske instruktørs USA-besøg, der satte et ualmindeligt stort aftryk på den amerikanske filmkunst.
Da han ankom, sparkede han nyt liv i horror-genren med Rosemary’s Baby (1968). I 1969 oplevede han et monumentalt skifte i Hollywood på nært hold ved Charles Manson-kultens brutale mord på kæresten Sharon Tate. Fem år senere instruerede han et af verdens bedste filmmanuskripter med Chinatown (1974). I 1977 bedøvede han og voldtog en 13-årig pige.
Jeg anklager (ikke)
Siden da har han lavet tolv film, som blandt andet tæller endnu et mesterværk – nemlig holocaust-filmen Pianisten (2002). Nu kommer den trettende. På dansk hedder den Officer og spion (2019), og på fransk hedder den J’Accuse, hvilket direkte oversat betyder Jeg anklager.
Filmens engelske titel er ikke rigtig værd at nævne, eftersom den ikke får premiere i USA eller Storbritannien eller noget andet primært engelsktalende land.
Grunden er måske en moralsk opvågnen i filmbranchen. Eller en frygt for problemer fra #MeToo-bevægelsen, der er opstået uden relation til, men umiddelbart efter Polanskis seneste film, Based on a True Story (2017).
Året efter smider det amerikanske filmakademi – som hvert år uddeler Oscar-statuetterne – Roman Polanski ud efter en afstemning. Hvis man drager fra USA og Storbritannien ind til det europæiske fastland, finder man en helt anden situation. I Italien vinder Officer og spion en af landets ypperste filmpriser, nemlig The Grand Jury Prize til Venedigs filmfestival.
Polanski dukker ikke selv op til prisuddelingen grundet frygten for at blive udleveret til USA via en international kriminalitetsaftale.
Vi søger ikke at anklage. Hverken Venedig eller de franske producenter eller de danske distributører. Selv Polanski har erkendt sig skyldig. Vi søger heller ikke at fordømme de mennesker, som ønsker at se filmen. Officer og spion er måske et mesterværk og kommer fra en hånd, hvis fingre tidligere har spærret vores øjne op for filmmediets potentiale. Men efter grundig overvejelse har vi valgt ikke at anmelde Polanskis nye film.
Forfatterens død er endnu ikke indtruffet
Officer og spion handler om den skelsættende Dreyfus-affære i slutningen af 1800-tallets Frankrig. Her bliver den jødiske officer Alfred Dreyfus dømt for en forbrydelse, han ikke har begået; spionage for tyskerne. Han dømmes til livsvarigt fængsel på Djævleøen i Sydamerika.
Det ville være tåbeligt at læse Officer og spion som en selvbiografisk fortælling og begynde at trække tråde mellem Dreyfus og den også jødiske Polanski. Især når man ikke har set filmen. Det er i det hele taget noget, man skal træde varsomt med – det der med kunstnerens intention.
I virkeligheden er et stykke kunst en levende organisme, der oplever en form for hjertestop i perioden mellem sin færdiggørelse og mødet med et publikum. Hver læsning er således en genfødsel og hver fortolkning en ”korrekt” opfattelse af værket.
Sådan lyder ”forfatterens død”-argumentet, der beder dig glemme alt om kunstnerens intention. Det er af samme grund, at en filminstruktør som David Lynch aldrig ønsker at svare på, hvad hans film egentlig betyder. Det er jo publikums opgave at beslutte.
På denne måde behøver man i virkeligheden ikke tage stilling til en kontroversiel kunstners foretagender. Argumentet fungerer ret så godt for de døde kunstnere: Man kan glemme, at barokmaleren Caravaggio var morder, at operakomponisten Wagner var antisemit, og at modernisten Picasso havde ekstremt destruktive kærlighedsforhold.
Men for de kunstnere, som er levende endnu, er det dog en smule sværere.
#MeToo er et engelsk ord
Én ting er idealisme og lænestolsfilosofi, en anden er virkeligheden, som har konsekvenser. Kunst bliver nemlig aldrig skabt i et vakuum. Vi har sjældent at gøre med en ensom forfatter, lænket til et isoleret skrivebord med kun en fyldepen og toiletpapir ved hånden.
I en moderne kunstform som film møder man hundredvis af medarbejdere i en enkelt produktion, hvor der er et klart defineret hierarki. At kravle op ad stigen er svært, og den hjælpende hånd koster. Det lærte amerikanerne af #MeToo.
Europæerne tror måske ikke på, at Polanski vil udnytte sin autoritet igen. Det er nok lige lovligt optimistisk, måske fordi man er så forelsket i hans kunst og søger at fortrænge de røde alarmer. Eller måske er der dollargrin på producenterne, når de byder halvanden million franskmænd velkommen i biografsalen til Officer og spion.
Og det er i virkeligheden der, hvor problemet ligger. Vi skal ikke bare prøve at separere kunsten fra kunstneren, men også separere kunstens kulturelle værdi fra den økonomiske. På trods af inter-europæiske samarbejdsaftaler og diverse nationale støtteordninger, må man erkende, at en films kulturelle liv sker på grundlaget af en finansiel investering. Kunst og kultur i stor skala vil altid være en forretning, fordi det kræver en økonomisk satsning.
Når anmeldere kloden rundt bliver ved med at kræve, at vi skal glemme instruktørens kriminelle fortid, så ignorerer de filmmediet som et produkt, der forbruges på samme niveau som en middag på en restaurant. Ønsker vi, at der i køkkenet står kriminelle mennesker på flugt fra myndighederne og tilbereder vores aftensmad?
Derfor bør Officer og spion ikke anmeldes, fordi den er skabt på et forkert grundlag. En anmeldelse vil yderligere støtte det distributions- og markedsføringssystem, som sikrer, at filmen tjener penge. Med kyniske øjne er det derfor, at Polanski stadig laver film og ikke er blevet pågrebet. Han har for høj monetær værdi til at sidde i fængsel.
Myten om det unikke geni
Et andet forsvarsargument for Polanski er et fokus på Pianisten, som aldrig ville have været produceret, hvis ikke Polanski stak af fra sin dom. Den jødiske holocaust-overlevers personlige filmatisering af en lignende skæbne resulterede i en ekstremt barsk og vigtig film.
Filmen supplerer Spielbergs lettere objektive Schindlers liste (1993) med en subjektiv fortælling om et fuldkomment almindeligt menneske under nyere tids værste folkedrab. Ikke en helt som Schindler, men blot en overlever, blot en pianist.
Da filmen fik premiere i 2002, var der nær ingen negativ omtale af Polanski. Tværtimod vandt filmen en Oscar for bedste instruktør, en BAFTA for bedste film og en Palme d’Or i Cannes.
Der dyrkes blandt kritikere og kunstelskere en idé om det uovertrufne talent. At et menneske ud af det blå kan skabe formidable værker, og hvis vi ignorer dette talent, så vil kunsten gå tabt.
Sikke et pessimistisk og elitært synspunkt. For at vende tilbage til David Lynch, så påstår han, at kreativitet er en muskel på lige fod med dem, vi finder i kulturens anden store hovedsøjle; idrætten.
Så findes der selvfølgelig mennesker, der har lettere ved at blive gode kunstnere end andre, ligesom ikke alle kan blive lige så hurtige som Usain Bolt. Det betyder ikke, at vi skal tro, at kunsten går tabt, fordi vi retsforfølger de kriminelle.
Det hul, som Polanski ville have efterladt, bliver fyldt ud af de næste hungrende ildsjæle i rækken. I 2015 kom Sauls søn – en om nødigt endnu mere personlig og menneskelig holocaust-skildring. Og hvis Pianisten ikke var blevet lavet, så ville vi sikkert have fået en anden film, som vi havde fundet lige så vigtig.
Illusionen af retfærdighed
Selvom en sammenligning er problematisk, så er lighederne mellem Polanskis nye films præmis og instruktøren selv for svære ikke at tage op til debat.
Da det kommer frem, at bevismaterialet for Dreyfus’ anklager var forfalsket, blev den franske offentlighed delt op i to lejre. Anmelderen Lee Marshall skriver, at ”filmen minder os om, at sandhed og retfærdighed intet har at gøre med, om vi kan lide hinanden.” Sandheden bliver underprioriteret til fordel for en værdikamp.
Selv sammenligner Polanski sig i en presseudtalelse med Dreyfus. Han nikker genkendende til officerens behandling, hvor illusionen af retfærdighed betyder lige så meget som retfærdigheden selv.
Man må væmmes over så selvoptaget en udtalelse. At Polanski kan pege på et berømt, historisk tilfælde af antisemitisme og sammenligne det med sin egen flugt fra retssystemet efter sin modbydelige forbrydelse.
Der er to store forskelle, Polanski måske har misset. Dreyfus stod for retten, mens Polanski flygtede til udlandet. Og Emile Zola risikerede sin karriere ved offentligt at anklage de ansvarlige og holde retssagen kørende – en slags mod, vi har brug for i filmindustrien, der alt for ofte tolererer magtmisbrug, så længe en prisbelønnende film er resultatet.
Ordet har bestemt ikke magten til at genoptage en retssag. Men vi nægter at være en del af det system, der holder voldtægtsmænd fra den retfærdighed, de fortjener.
Kommentarer