Af Stig Bergendorff
Jeg tillader mig at være noget vævende omkring plottet i Companion, som er en af de film, man helst skal gå ind til uden at vide for meget. Hvad jeg kan sige er, at filmen er skrevet og instrueret af den spillefilmsdebuterende Drew Hancock, og at den desuden har haft Zach Gregger, skaberen af hitgyseren Barbarian (2022), med på sidelinjen.
I Companion følger vi den unge Iris (Sophie Thatcher), der sammen med sin kæreste Josh (Jack Quaid) tager på en get-away for at besøge Joshs venner og en russisk mangemillionær, hvis afsidesliggende luksus-skovhytte danner rammen for en forlænget weekend.
Kort inde i filmen står det dog klart, at weekenden ikke kun står i hyggens tegn. En uventet afsløring baner vejen for det kaos, som danner fundamentet for filmens fremdrift. Companion står aldrig stille og kan bestemt ikke beskyldes for at være kedelig, men flere af filmens twists og foreshadowing-greb føles dog til tider mere forcerede end originale og velanbragte.
Hancock bruger en, for det meste, vellykket blanding af genrer til at klarlægge filmens tema, som man ikke skal lede længe efter. Misogyni – den totale tilsidesættelse af ’kvindens’ selvbestemmelse – gøres på fin, men også åbenlys, vis til genstand for filmens budskab, som skal få seeren til at tænke på kønsroller og -opfattelser, når de går fra biografen.
Foruden genretræk fra gyseren, thrilleren og sci-fi’en, så låner Companion også fra komedien – måske lidt for meget. Foruden et par vellykkede sortkomiske indslag, så er en række borderline falden-på-halen sekvenser også med til at tippe balancen, som desværre resulterer i en, til tider, lidt skæv tone.
Filmens hovedrolleindehavere Sophie Thatcher, som man blandt andet så i Heretic (2024), og Jack Quaid, nok bedst kendt fra antisuperhelte-serien The Boys (2019-), leverer begge overbevisende præstationer, som harmonerer med filmens mørke tema og kaosagtige fremdrift, men som også ligger under for den til tider fejlplacerede humor – det er dog næppe deres skyld.
Med en spilletid på blot 97 minutter føles filmen som en forfriskende kontrast til de efterhånden marathon-lange produktioner, som præger filmbranchen. Samtidig betyder det også, at den aldrig mister pusten. Skulle man forsøge at definere filmen med få ord, så kunne “et forlænget, lidt over middel Black Mirror-afsnit” være et godt bud!
Alt i alt er Companion bestemt et biografbesøg værd – særligt når man tænker på, at den udkommer på et tidspunkt, som af mange bliver kaldt The Dump Months; tiden for biografudgivelser af mindre vellykkede filmproduktioner.
Kommentarer