Af Amine Kromann Karacan
Verden er fuld af tegn, der skal afkodes for at kunne begå sig vellykket i den, og dét kan have sine vanskeligheder. Især hvis man er anderledes end majoriteten af dem, man omgiver sig med.
CODA handler om teenageren Ruby (Emilia Jones), der hele sit liv har måttet fungere som tolk for sine døve forældre og bror, fordi hun som den eneste i familien er hørende. Det kan godt lyde som en tung omgang, men det er det faktisk ikke.
I takt med at Ruby bliver ældre, bliver hun mere egenrådig og træt af sin rolle i familien. Hun holder af musik og vil gerne være sanger, hvilket hendes forældre bestemt ikke kan forstå. Det eneste musik forældrene hører er meget høj gangsterrap, fordi faren – en udadtil hård mand, der dog inderst inde er meget blød og temmelig sjov – godt kan lide følelsen af den voldsomme bas.
Heri ligger filmens konflikt: Ruby vil gerne på musikcollege for at forfølge sin drøm. Det vil forældrene ikke acceptere, da de er afhængige af Rubys hjælp til at sælge de fisk, de hver dag fanger fra deres lille fiskekutter.
En ny sanglærer lader Ruby forstå, at hun har talent, og en spirende forelske i en high school-kammerat – en forudsigelig og kedelig romance – får hende til at løsrive sig yderligere.
Det er dog ikke ligetil for Ruby at tage afstand til sin familie, for de er gode mennesker, der elsker hende højt. Moren og faren, der spilles overbevisende og hjerteligt af Marlee Matlin og Troy Kotsur, har skabt en harmonisk og lykkelig familie; de har bare lige overset, at det ikke altid har været særlig sjovt for Ruby.
På mange måder skøjter filmen elegant hen over det omsorgssvigt, Ruby har været udsat for. At være ansvarlig for hele sin familie allerede i en alder af tre, fordi man er hørende, kunne have været portrætteret helt anderledes. Samtidig er CODA også meget ærlig og realistisk; moren indrømmer over for Ruby, at hun bad til, at Ruby ville blive døv ligesom hun selv, så de ville kunne få et tæt forhold. Nu er hun glad for, at de er blevet tætte allligevel, og hun vil for alt i verden holde sin familie samlet. Forældrene har heller ikke andre tætte venner end deres børn, fordi de ikke har let ved at kommunikere med hørende.
Når CODA er allermest vellykket balancerer den mellem det vanskelige, og til tider omklamrende ved at være i en familie, og det smukke i den store kærlighed og overbærenhed, der – i nogle tilfælde ihvertfald – også er til stede i sådan et fællesskab. Rubys crush, som hun ellers altid har tænkt var for sej til hende, er faktisk misundelig over, at hendes forældre ikke kan holde fingrene fra hinanden. Også selvom det er virkelig akavet, at han og Ruby ved et uheld overhører dem have sex. Noget de faktisk ikke må for en tid, fordi de har fået svamp – det ved Ruby, fordi hun var med til dem til lægen for at oversætte.
Jeg havde virkelig ikke forventet at blive rørt af denne film, der mest af alt bare er rigtig sød; men det blev jeg. Hen imod slutningen fældede jeg en lille tåre. Og så lærte jeg også, at CODA ikke bare er en afsluttende del af et musikstykke – det betyder også Child Of a Deaf Adult. Verden af fuld af betydninger, koder og tegn, der kan afkodes forskelligt, og det er fint nok at huske på engang imellem.
Kommentarer