Af Stig Bergendorff
Den 11. september er en dato, der for de fleste er forbundet med en af nyere tids største tragedier. Men på samme dato tilbage i 1985 indtraf en anden og mindre kendt tragedie.
Midt i 80’ernes War on Drugs går en kokainsmugling galt, da en narkokurer dropper flere weekendtasker med kokain fra sit fly, inden han selv tager springet. Faldskærmen udløses imidlertid ikke, og smugleren hopper i døden. Kokainen lander i Chattahoochee National Park i Tennessee, hvor jagten nu går ind på at finde de eftertragtede varer. En jagt som både det amerikanske narkopoliti og de intenderede modtagere igangsætter.
Det er imidlertid en helt anden, der ender med at finde det værdifulde hvide pulver. En amerikansk sortbjørnehun bliver den første til at opsnuse gerningsstedet og indtage en stor mængde af kokainen.
Det er netop denne virkelige historie, som danner grundlag for Jimmy Wardens manuskript til Cocaine Bear, som har Elizabeth Banks, kendt for Pitch Perfect 2 (2015), i instruktørstolen. Sammenligningerne stopper imidlertid hurtigt. For hvor virkelighedens bjørn blev fundet død og efterfølgende udstoppet og udstillet i et supermarked i Kentucky, så lever filmens bjørn videre i bedste velgående og udvikler en stærk afhængighed til det vanedannende stof.
De første, der støder på bjørnen, er de naturelskende, norske vandrere Olaf (Kristofer Hivju) og Elsa (Hannah Hoekstra), der hurtigt opdager, at noget er galt. Med henvisning til naturhåndbogen får Olaf lige nøjagtigt sagt: ”If it’s brown, lay down. If it’s black, fight back,”inden kæresten trodsigt tager benene på nakken. Valget får fatale konsekvenser, og afrevne lemmer pryder lærredet. Et blodigt anslag, der bliver et tema for filmen.
Cocaine Bear starter med et brag, men ender dog hurtigt som en rodet og forudsigelig affære. Et væld af sløsede karakteropbygninger, set-ups der ikke forfølges og ligegyldige plottråde forvirrer mere, end de gavner.
Filmen, der er kategoriseret som en gyserkomedie, er hverken sjov eller uhyggelig. Med Phil Lord og Chris Miller (The Lego Movie, 2014) i produktionsteamet kunne man have forventet sig mere af komikken, der ikke engang gav et ironisk grynt i biografsalen. Filmen er spækket med jump scares og splattereffekter, men formår ikke at få hårene til at rejse sig.
Selv lydsiden er rodet. I et mix af tung 80’er ambiance, efterhånden enerverende Stranger Things-synth, kvalmende spansk guitar og westerntoner, som ville få Morricone til at vende sig i graven, bliver forvirringen total.
En film som Cocaine Bear skal nok ikke tage sig selv for seriøst. En smule gravitas, når det kommer til blodsudgydelserne, ville dog have gjort meget; i stedet ender dens flippede tone som en sjusket omgang, der ikke kan anbefales. Det publikum, der alligevel måtte bevæge sig i biografen, kan imidlertid ikke sige, at filmen ikke lever op til sit titulære løfte; en bjørn høj på kokain, der lemlæster alt og alle i kampen for det næste rus.
Kommentarer