Af Anna Lauritsen
Hvis der er én ting, Hollywood elsker, så er det at lave film om Hollywood; at selvhævdende retfærdiggøre sin egen eksistens og vigtighed. Alene de sidste par år har store instruktører som bl.a. Quentin Tarantino og Paul Thomas Anderson udgivet hver sin kærlighedserklæring til filmmekkaet (Once Upon a Time… in Hollywood (2019), Licorice Pizza (2022)).
Mens førnævnte film behandler deres hjertebarn af en by med en romantisk ømhed og afslappet hang out-stemning, har Chazelle diametralt modsat valgt at skrue op på max for alt der er vulgært, beskidt, grimt, liderligt og fuldkommen uhæmmet. Allerede inden Babylons titel toner frem på lærredet, er man mødt med elefantlort i ansigtet, urin-sex, en kokain-stjælende høne, en dværg der danser om en oppustelig plastikpenis, og Chazelle lader dig ikke samle kæben op igen, før rulleteksterne løber over skærmen.
Den godt tre timer lange feberdrøm lægger ud i 1920’ernes Hollywood og tager udgangspunkt i tre karakterer, som på hver sin måde gennemlever overgangen fra stum- til lydfilm. Jack Conrad (Brad Pitt) er en A-liste stumfilmsstjerne på randen af et karrierekollaps, Nellie LaRoy (Margot Robbie) er en komplet neurotisk tilflytter overbevist om at være født som filmstjerne, mens Manny Torres (gennembrudstalentet Diego Calva) er en sympatisk immigrant med mere ydmyge filmdrømme.
Manny udgør på mange måder filmens eneste ’normale’ karakter, som (til at starte med) besidder en smule sund fornuft. Både Calva og Pitt gør det særdeles godt som repræsentanter for hhv. begyndelsen og slutningen på en filmkarriere – blot én af filmens mange meta-elementer. Dog blænder Robbie fuldstændig i samtlige scener, hun optræder i; hun går til sin rolle med en energi og skamløshed, som er umulig at rive øjnene væk fra.
Mens de tre karakterer repræsenterer filmens menneskelige kerne, gøres det hurtigt klart, at de mest af alt fungerer som stillads for Chazelles episke fortælling om Hollywoods død og genfødsel; om hedonismen der herskede og det uundgåelige syndefald, som løber fra lydfilmens spæde start, til Hollywoods golden age,til studiesystemets fald. For filmfans er der rigeligt at komme efter, da Babylon er mættet med vidunderlige referencer til datidens stjerner og værker – og angiveligt også nutidens (det kan umuligt være tilfældigt, at Brad Pitts karakter introduceres ved at snakke dårligt italiensk?).
Når en film læner sig så kraftigt op ad historiske mesterværker, som Babylon gør, bevæger den sig samtidig på en utrolig tynd grænse mellem at agere hyldest og at ’stjæle’ alle de eksisterende, positive konnotationer, som publikum har til dem. Kort sagt risikerer man at overlade både kreativitet og følelsesmæssige elementer til andre folks værker.
Det vil dog være en skam at skyde Babylon dette i skoene, da Chazelles charmerende og karakteristiske instruktion er så original, at det er decideret umuligt at forudse, hvad næste scene byder på. Vel har man hørt historien før, men aldrig med denne mængde projektil opkastning, aldrig med så modig en konfrontation af industriens skyggesider, og aldrig med så perfekt eksekveret soundtrack af Justin Hurwitz, hvis høje og jazzede tempo giver kærkomne associationer til Chazelles ubestridte kronjuvel, La La Land (2016).
Babylon er en film, som vil dele – og har delt – vandene, da den allerede har underpræsteret gevaldigt ved de amerikanske billetluger. Dette er en skam, og hermed lyder en opfordring til at lade sig overgive til kokainrusen og den rablende vanvittige og rørende rutsjebanetur, som Babylon er.
Kommentarer