Af Gustav Stubbe Arndal
Vi er ombord på Atlas, et rumskib med internationalt mandskab med kurs mod Mars. Modsat den første månelanding kommer denne tur til at tage hele tre år i alt, hvilket er særligt hårdt for kommandør Emma Green (Hilary Swank), der efterlod en teenagedatter (Talisa Bateman) og mand (Josh Charles) på jorden. Bedst som der er afgang fra månebasen, får hendes mand en blodprop i hjernen – når de har mest brug for hende, er hun 380.000 km væk, og afstanden bliver kun større.
Det er nemt at se, hvorfor konceptet blev gjort til en serie. Astronauter har i forvejen en af de sejeste professioner, der findes, og en rejse mod den røde planet giver rig mulighed for intense situationer. Men zoomer man ind på det personlige liv, får man også nok med personligt drama – savn, teenageangst, sygdom og kærlighed – til at fylde en hel serie.
De forskellige dele er fint skruet sammen. Skuespillet er udmærket fra alle involverede, særligt Hilary Swank viser sig frem med en balance af omsorg og professionel hårdførhed. Produktionen har været i konsultation med NASA-astronauter (én af dem har en cameo i første episode) for at sørge for, at situationerne plausible og interessante.
Men der er en fejlkobling. Dramaet rammer ikke så hårdt, som det burde, og kriserne i rummet føles aldrig helt så spændende. Problemet ligger, desværre, i showets dramatiske motor: forbindelsen mellem astronauternes udfordringer og deres personlige drama.
For det burde kun være meget alvorlige personlige problemer, der kan bringe en ellers topprofessionel gruppe astronauter ud af fokus. Hvis de bliver påvirket i deres arbejde af relativt beskedne konflikter, mister man tillid til deres professionelle evner. Men alternativet er en konstant strøm af seriøse kriser, hvilket hurtigt ender i overdrevent melodrama.
Away er bedst, når den finder den rette balance. Besætningens sidste samtaler med deres familier, inden signalet bliver for langsomt til opkald, rammer lige i hjertet. Emmas datters usikkerhed, når hendes far måske aldrig vil gå igen, og hendes mors rumskib måske løber tør for vand, er menneskeligt og sympatisk. Og hver gang karaktererne kigger hinanden i øjnene og anerkender, hvor stort et øjeblik, en marslanding vil være, bliver man lidt stolt af menneskeheden – trods det er fiktion.
Man må også respektere seriens næsten aggressive diversitet. Mandskabet repræsenterer USA, Indien, Kina, Rusland og Storbritannien – sidstnævnte medlem er Kwesi (At Essandoh), et barn fra Ghana adopteret af et jødisk ægtepar. Også nede på jorden er der folk af alle farver, ateister og religiøse, handicappede og funktionsdygtige, neurotypiske og autister.
Alligevel giver det en underlig smag i munden en gang imellem, når astronauterne får deres chance til et flashback eller to. Behøver Rams (Ray Panthaki) afdøde bror virkelig snakke om en Hindu legende? Burde Lu Wang (Vivian Wu) måske have andre hobbyer end kinesisk kalligrafi? Hvorfor er Rusland så gråtonet og sovjetagtig i Mishas (Mark Ivanir) minder, der tidligst kunne have foregået i slut 90’erne?
De specifikke detaljer føles lidt for generelle, og karaktergalleriet føles kunstigt og opdigtet i stedet for virkeligt og autentisk. Samme problem gælder rumskibets problemer – hvis vi faktisk tager til Mars, og så mange ting går galt, vil mange spørge ind til rumskibets budget og valget af piloter.
Det er en skam, for Away har hjertet det rette sted, og filmholdet har tydeligvis givet den alt, hvad de har. Men intentioner er ikke nok. En god serie er på sin vis så stort et mirakel som en succesfuld rumrejse – hvis kursen er en lille smule forkert, eller et par dele ikke helt sidder sammen, er den svær at redde. Nogen skulle måske have dobbelt-tjekket koordinaterne.
Kommentarer