Af Benjamin Damon
Vi har i de senere år ikke manglet dokumentarfilm om klimakrisen, om truede dyrearter, om plastik i havene, om de massive tab af regnskove, om kødindustriens enorme aftryk – listen fortsætter. Senest har Netflix’ megahit Seaspiracy skabt overskrifter verden over for dens konfrontatoriske og sensationalistiske stil. Kan vi virkelig klare endnu en klimadokumentar? Det mener CPH:DOX godt, at vi kan, for de har til årets festival valgt 70/30 som åbningsfilm.
70/30 følger den danske klimakamp over ca. halvandet år fra to forskellige vinkler: politikernes og aktivisternes. Titlen refererer selvfølgelig til den klimalov, som blev vedtaget i december 2019, og som var en af de mærkesager, Socialdemokratiet gik til valg på; Danmark skal reducere CO2-udledningen med 70% procent i 2030.
Filmen starter stærkt ud med at tage seeren på en rejse op gennem de seneste små 170 år i verdenshistorien. Jordkloden spinner langsomt rundt i en Google Earth-agtig sekvens, mens forskellige videnskabsfolks udsagn sætter en alvorlig og noget deprimerende tone. Fra man allerede i 1856 udtrykte bekymring over mulige temperaturstigninger og frem til 1988, hvor man forstod, at der er en sammenhæng mellem global opvarmning og drivhuseffekten. Det er et relativt simpelt greb, instruktør Phie Ambo bruger, men ikke desto mindre bliver det skræmmende tydeligt, at mennesket i mange, mange år har forsømt Jorden på trods af, at videnskaben har råbt op. Tårekanalerne begynder allerede at vædes her – og sådan kommer det til at fortsætte.
For selvom 70/30 ikke lægger sig i samme åbenlyst dramatiske boldgade som sidste års David Attenborough: A Life on Our Planet eller den noget tvivlsomme Before the Flood (2016), har den en jordnær og intim kvalitet, som næsten har en endnu større emotionel effekt. I close-ups følger vi på den ene side klimaminister, Dan Jørgensen, og daværende formand for klimarådet, Ida Auken, kæmpe deres kampe, mens vi på den anden side drages ind i aktivisternes utrættelige kamp for at få de voksne inde på Borgen til at både lytte og handle. De unge ildsjæle, Selma de Montgomery og Esther Michelsen Kjeldahl, lever og ånder for klimakampen, og det er et fascinerende indblik i, hvor meget man – måske især som ung teenager – kan brænde for noget.
Men politikerne på Borgen kæmper også, og det er det, Ambo forsøger at fortælle os. For selvom hun tydeligvis sympatiserer meget med klimaaktivisterne og deres iver efter at gøre noget, forstår hun også at illustrere, at demokratiet tager tid; grøn politik indføres ikke bare på en eftermiddag. Dan Jørgensen og Ida Auken bruger timer og atter timer, dag ind og dag ud, på at diskutere klimapolitik. Især Dan Jørgensen har stået mål for meget kritik, og det er måske også berettiget, men filmen giver i hvert fald mulighed for at få et mere reelt billede af, hvad der foregår bag facaden.
70/30 er ikke en løsningsorienteret film. Den fortæller ikke folk, hvordan de bliver mere grønne eller klimabevidste – det er slet ikke målet med filmen. Målet er i stedet at nuancere den meget splittende debat og pressedækning, der tenderer til at være herhjemme, og som ikke gavner nogle parter. Det er et værk, som opfordrer til mindre fingerpeg og mere samarbejde. Ligesom vi så det sidste år med Erlend E. Mos Rejsen til Utopia, er det forfriskende at se et anderledes take på klimadokumentarfilmen på dansk jord, som samtidig har så meget international klasse og ambition. Et flot startskud på årets CPH:DOX.
Kommentarer