Af Joakim Søgaard
I Drive My Car inviteres man ud på en lang og hård køretur med kurs mod uventede kroge af ens tanker. Ryusuke Hamaguchi har, med sin filmatisering af Murakamis værk af samme navn, strakt tre noveller ud til et smukt og nuanceret storværk på tre timer, som Oscar-akademiet natten til mandag valgte at ære med en pris for bedste internationale film.
I filmen følger vi den eftertænksomme og erfarne teaterinstruktør Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som efter en livsændrende tragedie går i gang med opsættelsen af et nyt omfattende stykke. Filmen tager sig god tid, og først efter en 40 minutters prolog, hvor de centrale temaer tegnes op, toner åbningsteksterne frem over skærmen.
Som teaterinstruktør har Kafuku en ret unik tilgang. Karaktererne i hans stykke snakker alle forskellige sprog, lige fra japansk til tegnsprog, og det medfører selvfølgelig nogle vanskeligheder, som taler ind i et større tema om kommunikationsproblemer. Mange af filmens emner fortælles på den måde indirekte. Gennem teaterstykker og andre små historier, må man selv forsøge at udrede den sandhed, som sjældent siges ligeud.
I stedet fortæller Hamaguchi tydeligt ved hjælp af andre virkemidler. Håbløsheden ligger som en tung dyne over Drive My Car, og med lange meditative køreture og stemningsfyldte billeder indhylles man i en atmosfære, hvor man unægtelig mærker den smerte, karaktererne bærer rundt på. For at lære manuskriptet udenad bruger Kafuku de lange bilture på at lytte til båndoptagelser af det, og man ser i både ham og hans chauffør Misakis ansigter, at det rører noget dybt inde i dem.
Misaki er en ung, stille kvinde, som gør lille væsen ud af sig selv og kører bilen bedre, end den stolte teaterinstruktør troede var muligt. Hun har ikke mange andre kompetencer, men lidt for lidt lærer man om hendes evner, samt den fortid hun flygter fra. De mange nuancerede præstationer fra det store persongalleri gør det til en gribende historie om bearbejdelse, fortrydelse og sorg, som overgår et enkelt menneskes oplevelser.
Man mærker fra start, at Drive My Cars verden er tynget af denne sorg. Det gennemsyrer alt fra skuespillet til de melankolske lange indstillinger og det lavmælte soundtrack. Med sine tre timer formår filmen virkelig at transportere én om på bagsædet af Kafukus højtelskede bil, hvor man mister fornemmelsen af tid og tvinges til eftertænksomhed, mens Hiroshimas veje glider forbi vinduet.
Trods dialogtunge sekvenser giver filmen plads til tiltrængte pusterum, hvilket den kræver, for at man som tilskuer kan bearbejde og fortolke handlingen. Den er skrevet med så stor autenticitet og variation, at den formår at holde sig gribende gennem den lange spilletid – og giver endda én lyst til at gense den for at fange de utallige nuancer.
Drive My Car føles som en lang terapiseance. Når den er slut, sidder man tilbage med et håb om en lysere fremtid og en verden, der trods alt sin smerte også har skønhed i sig.
Det er en poetisk fortælling, som kræver engagement fra sit publikum, men belønner med en transcenderende filmoplevelse.
Kommentarer