[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En ivrig, ung pige drømmer stort om at blive betjent og rydde op i den kriminelle storby, men drømmene lider et kortvarigt knæk, da fordomme og stereotyper kommer i vejen. Men én chance får hun, da hun bliver sat på en forsvindingssag. Sammen med sin småkriminelle medsammensvorne forsøger de at løse sagen, som viser sig at stikke dybere end umiddelbart antaget.
Dette lyder som opskriften på en klassisk krimi, men hvad sker der, hvis man får animerede dyr til at spille rollerne, og får sagen ned i børnehøjde? Det er netop det, som Disney forsøger med deres nyeste skud på animationsstammen, Zootropolis.
Tematisk er Zootropolis overordnet set en klassisk Disney-fortælling om den lilles kamp for anerkendelse hos de store. Om at kæmpe for sine drømme og at kunne blive, hvad man vil. Umiddelbart lyder disse temaer banale og så klassisk Disney, at man hurtigt kunne kedes ihjel. Men det er ikke helt tilfældet med Zootropolis, der under al banaliteten rummer meget mere interessante tematikker.
Zootropolis er mellem linjerne dybt alvorlig og meget politiske aktuel. Racisme og fordomme udgør en stor del af filmens underliggende temaer, hvilket kommer til udtryk fra første minut. Kaniner kan aldrig blive politibetjente, ræve er ikke andet en svindlere, man ikke kan stole på, og rovdyr er og vil altid være rovdyr. I netop disse dage hersker visse raceuroligheder i dele af USA, og dette tager Zootropolis modigt fat i og får bragt ned i børnehøjde.
Som en Disneyfilm jo skal, så er Zootropolis selvfølgelig også spækket med humor. Børnene får en masse grin med hjem fra biografen, men det gør voksne så sandelig også. Zootropolis er spækket med referencer. Både til Disneys egen megasucces Frost (2013), men også andre fænomener i popkulturen som f.eks. en gangstergnaver med en meget genkendelig monolog om en datters bryllup. Eller hvad med en forsvunden familiefar iført grøn sweater og briller, som minder utroligt meget om en vis hr. Walter White? Referencerne er mange og fornøjelige.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Zootropolis[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Byron Howard, Rich Moore og Jared Bush[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er næsten umuligt at komme uden om at sammenligne Disneys helt egne produktion og dem, som det Disney-ejede selskab, Pixar, står bag. Med Zootropolis kommer Disney helt op i top, når det kommer til animationsdelen. Den er bare helt enormt flot animeret og byen er utrolig kreativt bygget op med tog til alle slags dyr, forskellige bydele med forskellige økosystemer etc. Men den kreativitet som Disney har lagt i animationen af Zootropolis, mangler de dog i selve plottet, hvor de slet ikke når Pixar til sokkeholderne. Plottet er ret forudsigeligt og til tider lettere kedsommelig, hvorimod Pixars plots stort set altid emmer af kreativitet. Nok er humoren god, som tidligere nævnt, men de helt store følelser kommer aldrig i spil. Forsøgene på at skabe emotionelle øjeblikke er til stede, men de tager ikke fat, hvor det gør allermest ondt, hvilket Pixar på fantastisk vis formåede med sidste års animationsmesterværk Inderst Inde (2015). På disse punkte har storebror Disney lige en del at kæmpe med endnu.
Zootropolis er både en flot, humoristisk og kreativ. Temaerne er nuancerede og tiltaler både børn og voksne. Dog lider glansbilledet lidt en knæk, når plottet ikke er det mest kreative, animationsverdenen har set, samt at Zootropolis aldrig får fat i de helt store følelser hos sit publikum. Zootropolis kommer derfor aldrig helt derop, hvor konkurrenten Pixar er allerbedst, men den gør et forbandet godt forsøg.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer