Af Magnus Hvidt Thelle

Ni år efter den Oscar-vindende original vender Judy Hopps og Nick Wilde tilbage i Zootropolis 2, instrueret af Jared Bush og Byron Howard. Instruktørparret har allerede sikret Disney endnu en Oscar for 2021’s Encanto, og med denne nye fortsættelse ville det ikke overraske, hvis de igen blev nomineret. Filmen bygger videre på forgængerens styrker og leverer en farverig, frisk og overraskende aktuel fortælling om en by i konstant forandring – denne gang med et tematisk ambitionsniveau, der stikker dybere end før.

Præmissen er lige så klassisk som den er effektiv inden for buddy-cop-genren: Mens Hopps og Wilde, stemmelagt af Ginnifer Goodwin og Jason Bateman, ufrivilligt er sendt i partnerterapi, dukker den gådefulde Gary De’Snake (Ke Huy Quan) op og sender storbyen i chok. Duoen bliver for nysgerrig og ender i en misforståelse, der tvinger dem på flugt fra den lov, de ellers håndhæver. I jagten på sandheden om den aristokratiske Lynxley-familie, må de både undgå politiet og håndtere deres egne konflikter og usikkerheder.

Bush og Howard holder fast i det, der gjorde 1’eren så elsket: et sprudlende univers fyldt med detaljer, der gør hvert gadehjørne levende. Zigzaggede tæpper i slangehuse og mus, der reparerer fastklemte snacks i sodavandsautomater, giver små glimt af kreativitet, som minder én om, hvor frydefulde animationsfilm kan være. De klassiske dyretroper er her stadig (ja, elefanter er bange for mus), men det klæder filmens univers.

Dynamikken mellem karaktererne bærer filmens komik ganske passende, ligesom Hopps og Wilde var engagerende i den originale, men selv de få scener med mere følelsesmæssig tyngde er håndteret nænsomt og fint. Skildringen af deres sårbarheder er forbavsende naturlig, og gør deres mellempersonlige udvikling til et af filmens centrale omdrejningspunkter på vellykket vis. Blandt de uetablerede karakterer stråler Pawbert Lynxley (Andy Samberg) igennem som en charmerende yngste søn, der gemmer på hemmeligheder, som man kan glæde sig til at opdage på storskærmen. Sidst må jeg dog udpege at Ke Huy Quan, der ellers er svær ikke at holde af, vækker bemærkelsesværdig lav interesse som en af filmens mest promoverede karakterer, Gary De’Snake.

Som familiefilm er der ingen mangel på underholdning og nuttethed – til tider er den også plat, men bag de farverige billeder præsenterer historien også en skræmmende aktuel fortælling om kolonialisme, eksklusion og racebestemt undertrykkelse. Reptiler, der som helhed er blevet udvist fra Zootropolis, har nogle tydelige inspirationer fra latinamerikanske og mellemøstlige kulturer, og kæmper for en plads i et samfund, der ellers bryster sig af mangfoldighed. Selvom det budskab ikke tvinges ned i halsen på publikum, og for et barn virker som hel basal empati, giver det den voksne tilskuer anlæg til at sammenligne med det amerikanske socialpolitiske klima.

Zootropolis 2 er en varm, indbydende og til tider overraskende skarp familiefilm, der rækker hånden ud til publikum uden at tale ned til nogen. Den minder én om, hvad animationsfilm kan være, når de tør lade både børn og voksne tænke og føle. Som en god børnefilm er den hvad jeg vil kalde sjælens vitamin-vingummibamse: noget, der smager som det skal og gør godt i længden.