[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jeppe Asholt[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der må have været massiv slagkraft i Derek Zoolanders forførende Blue Steel-blik siden vi nu, 15 år efter den første film om den omstridte modeguru, får serveret en umanerlig hypet opfølger til komediekult-klassikeren.
Jeg må erkende, at jeg med min plads i biografsædet var ret så skeptisk over at skulle se Ben Stiller og hans slæng nu for anden gang skabe sig som tungnemme pels- og latexelskende modenarcisister. Reaktionen var heldigvis et rungende JA TAK!
Manden i og bag succesen, Ben Stiller, har atter stået for instruktionen, og denne gang har han fået hjælp af kollegaen Justin Theroux i skrivefasen, hvilket er forståeligt, efter de sammen fik sprudlende vietnamparodier til at blomstre i 2008’s storsællert Tropic Thunder.
Hele det originale Zoolander-crew er samlet og endda med et endnu større arsenal af uforudsete Cameos, der giver alle fra Justin Bieber, Sting og Tommy Hilfiger lov til at vise deres selvironiske sider.
Problematikkerne drejer sig selvfølgelig om alt der er overfladisk, og Zoolander slår igen lokkerne sammen med sit sidekick Hansel (Owen Wilson) i et væld af tumpedumme udtalelser, der på ret genial vis ironiserer over vor tids selfie-stænger og egocentrisme. ”WHO AM I?” skriger de på skift mod himlen ledsaget et brusende hav af strygere – en stærk komisk kommentar til alskens selvhøjtidelighed.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Zoolander 2[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ben Stiller[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det lader til, at Stiller har savnet universet, og at han i løbet af de 15 år har brændt inde med så mange uhyrlige, vanvittige og obskure sketches, at de nærmest har måttes presses ind på filmens halvandentimes spilletid. ”I’ve missed not knowing things with you” forklarer Zoolander ganske sigende Hansel. Og det har vi sgu også!
Prøv blot at følge dette ellers sparede oprids af filmens plot:
To dage efter åbningen af Zoolanders hjælpecenter ”For Kids Who Can’t Read Good And Wanna Learn To Do Other Stuff Good Too” omkommer hans kone, da hele centeret uventet styrter sammen. Senere tvangfjernes Zoolanders søn, Derek Junior, da han bliver taget i ikke at kunne koge spaghetti, hvilket får Zoolander til at ændre navn til Eric Toolander og flygte til en afsides bjerghytte.
Efter 15 år dukker instagram-portrætter op fra klodens største popstjerner, der på deres dødsleje giver deres bedste Zoolander-imitationer. Igen er der brug for Zoolander, og pludselig er han viklet ind i et komplot, der fører tilbage til det religiøse fortidssagn om Adam og Eve og Steve(!). Steve var udseendets altoverskyggende urmenneske, og hans direkte efterkommer er derfor kilden til evigt liv. Ærkefjenden Mugatu (Will Ferrell) står selvfølgelig bag Zoolanders ulykke og hungrer nu efter både hævn og evig ungdom.
Filmen springer fra den ene yderlighed til den anden, men holder sig alligevel skarpt til det, på alle måder, absurd platte plot uden selv at fortrække en mine.
Det er umuligt ikke at lade ens lattermuskler overgive sig, når Will Ferrell, som Mugatu, sender erotiske blikke til sin udstoppede puddel, eller når Kiefer Sutherland, som Hansels elsker, klynker over at have tabt deres fælles søn. Jeg er også nødt til at namedroppe Benedict Cumberbatch i en fuldstædigt upåklagelig præstation som den sensuelle modedrag All, der som en form for afbleget elverkonge smager på sig selv med både pisk og læder.
Man kan let anklage Stiller for at gå lige nok all in hvad angår åndsbollethed. Selv Zoolander og Hansels dukkert i en lavafyldt vulkan virker i sidste ende ikke til at være mærkeligt. Alligevel kan jeg kun bifalde, at han tør at gå catwalken ud som det seneste nye skrig indenfor komediegenren. Om ikke andet lader opfølgeren os atter indse, hvor komplet åndsvage den rige verdens problemer kan være – Syriens krise in mente.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer