Af Christine Roederer
Der er ganske få ting, der kan få gang i en film på meget få sekunder. De enkelte film, der kan det, har gerne en flabet in medias res måde at få tingene i omdrejninger. For Zombieland: Double Tap (2019) er det de første trommeslag og guitar-riffs fra Metallicas Master of Puppets. Så ved man ligesom, hvilken retning denne vanvittige film vil tage, før man har proppet en halv håndfuld popcorn i munden.
Double Tap lægger hårdt ud. Ti år efter Zombieland (2009) er livet blevet rimelig nemt for Tallahassee (Woody Harrelson), Columbus (Jesse Eisenberg), Wichita (Emma Stone) og Little Rock (Abigail Breslin). De har fuldstændig styr på de forskellige slags zombier, og de leder bare efter et sted at slå sig ned permanent. Det sikreste sted, de kan finde, er det Hvide Hus. Men selv dét kan ikke holde på Little Rock, som er blevet rigtig teenager. Hun ønsker kun en ting: at flyve fra reden.
Hvor den første film var genial i den måde, den håndterede zombie-apokalypsen, ligger efterfølgerens genialitet i den måde, den håndterer genren og sig selv. Hvor Zombieland præsenterede universet, får humoren en endnu mere fremtrædende rolle i Double Tap, og man mærker klart, at mændene bag manuskriptet har fingeren på pulsen, når det gælder jokes og satire.
Rhett Reese og Paul Wernick har klart sat spor på den måde, man skriver film. Tænker du ”Hov, det minder da vildt meget om Deadpool (2016)!” når du ser Double Tap, så er det fordi Reese og Wernick har fået i tiden siden Zombieland fået tiden til at gå med Deadpool og Deadpool 2 (2018).
Der er så mange lag af vittigheder og indforståede jokes i Double Tap, at det er en fornøjelse at følge med i den. Det distraherer fra, at man kunne undre sig over, hvor hovedkaraktererne dog får al den ammunition, de bruger på at skyde løs på zombierne fra. Og hvor de får den dyrebare benzin til deres biler. Og hvor alle de andre mennesker i USA dog er blevet af.
For plottet handler i høj grad om de andre mennesker i det forladte Amerika. Hvor er de? Og kan man stole på dem? Der introduceres tre nye karakterer, som skubber det geniale et skridt længere væk fra det rationelle. Der bliver gjort grin med vores virkelige samfund på den mest unuancerede måde. De gør grin med bl.a. Taxa-servicen Uber, som set udefra måske virker lidt uhyggelig: at få fremmede til at køre en frem og tilbage i bil, når man ellers er vandt til at sige ”gå ikke ind i en bil, hvis det er en fremmede ved rettet.”.
Filmen vakler dog, når det gælder fortællekunst. Det er ikke nogen intens film, hvor du lægger mærke til nye detaljer, hver gang du ser den. Den har tendens til at kredse om morskaben; der er ikke meget andet end humoren at gøre godt med, og derfor skruer man bare helt op for den.
Det kunne have været en af de mest geniale zombie-film, jeg nogensinde har set. I stedet byder filmen på en detaljeret og dødkedelig metafor for sex i en samtale, der omhandler parkeringspladser, biler og indkørsler. Metaforen er for enkel til det publikum, filmen henvender sig til. Vi er klogere, end manuskriptforfatterne tror.
Når Double Tap byder på noget så fladt som en pik-vittighed, føles det næsten, som om den svigter mig personligt.
Kommentarer