[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der er film, der fængsler og fascinerer. Film, der bjertager og beriger. Film, der rører og griber. Og så er der film, der ændrer selve måden, vi ser verden på.
Paolo Sorrentinos Den store skønhed (2013) var en sådan film, et opulent billeddigt om jagten på skønhed og sensation i Roms pulserende overklasse. Og det samme er Youth, den italienske mesters andet forsøg på engelsk efter fejlskuddet This Must Be the Place (2011).
Den sproglige og geografiske udebane har ikke fået Sorrentino til at neddrosle ambitionerne i ’Youth’, der ligesom forgængeren kiler sig ind i randzonen mellem sjælesyge og lidenskab, med salig kormusik, svimlende kamerature og højtravende livsfilosofi som byggesten.
Grundstemningen er eksistentielt mismod i transitområdet mellem liv og evigt mørke. Michael Caines udkørte mesterdirigent lader apatien råde i sit ophold på et dekadent schweizisk luksushotel, fyldt med kendisser i deres livs efterår. Harvey Keitels filminstruktør bakser med sit ambitiøse – og prætentiøse? – filmtestamente, Paul Danos Brad Pitt-pendant researcher til en ny – og noget kontroversiel – filmrolle, mens Diego Maradona konsulterer iltmaskinen med jævne mellemrum.
De har deres bedste dage bag sig, de kigger tilbage og ikke frem. I fremtiden venter mørket, mens fortiden svinder i horisonten. De er efterladt på livets sidste perron med længslen og fortrydelsen.
Sorrentino forlader aldrig entydigt den tungsindige base, men lader æstetikken tale passionens sprog som modvægt til mørket. Billeder og lyd flettes sammen i øjeblikke af både sanselighed og lune, der modsiger hovedpersonens apatiske dødbideri og prædiker livets store skønhed.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Youth[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Paolo Sorrentino[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Italien, Frankrig, Schweiz & Storbritannien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er svært at tøjle følelserne, når fedladne Maradona længselsfuldt spejder efter en ensom tennisbold på grusbanen, eller når Michael Caines virtuos sætter landskabet i harmoniske svingninger med dirigentfagter.
Sorrentino er en filmdigter af guds nåde, en – med et udtryk fra musikeren Mark Kozelek – visionær ceiling gazer, der nysgerrigt udvinder skønheden i tilværelsens fragmenter og samler spraglede sanseindtryk i et forunderligt harmonisk sammensurium. Selv om han har erkendt eksistensens ubærlige grundvilkår, styrer han uden om misantropiens flydende cement og hylder de store og små følelser, der funkler midt i livets melankoli.
”Jeg må beslutte, hvad der virkelig er værd at fortælle: gru eller begær. Jeg vælger begær”, som Paul Danos Hollywood-stjerne siger i filmen.
For Michael Kaine og Harvey Keitels grånede mestre er fortiden både fjern og mægtig, vidunderlig og nagende, og det er i denne frygtelige, fantastiske splittelse, at Youth betager i en grad, så krop, sind og sjæl gennemruskes. Det er kunst i sin reneste form.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer