Af Olivia Alleslev
Forestil dig en verden, hvor det at bede om en ”coke” kun refererer til det hvide, Escobariske stof; hvor det barndomsstøbende Harry Potter-univers er så ikkeeksisterende som en dementor for en muggler; og ikke mindst hvor et band som The Beatles’ forekomst er kollektivt slettet hos hele jordens befolkning.
Dét er præmissen for Danny Boyles nyeste fantasy rom-com Yesterday, hvor hele verden under et 12 sekunders uforklarligt strømafbrud lader til at glemme ting, der ikke burde kunne havne i glemmebogen. Altså lige bortset fra for én skrupforvirret amatørmusiker med et skæg så tvivlsomt som sin karriere, Jack Malik (Himesh Patel), der på mirakuløs vis får muligheden for at tage æren for samtlige af The Beatles’ numre. Og hvis ikke dét kan sende én i den musikalske overhalingsbane, har man vist kun sig selv at bebrejde.
Med urokkelig støtte fra den af uransagelige årsager friendzonedebarndomsveninde og manager, Ellie (Lily James), går der dog heller ikke længe, før Jack opdages for ”hans fantastiske sangskrivertalent”, der får selveste Ed Sheeran til at bukke sig besejret i støvet som Salieri for Mozart. Det er da også ganske imponerende at skrive ”Back in the U.S.S.R.” på en enkelt flyvetur uden sin guitar. Det sender Jack med kurs direkte til LA, væk fra Ellie og mod en plads blandt historiens største musikere. Men med det følger selvfølgelig også en række tiltagende skrupler og eksistentielle kriser – med andre ord har han svært ved at ”Let it be”.
Danny Boyle har med film som Trainspotting (1996) og Slumdog Millionaire (2008) for længst fastslået sin evne til at skabe finurlige, skæve og legesyge værker, og Yesterdayer da også alle de ord – men så alligevel ikke på samme helstøbte, tilfredsstillende manér.
For ja, præmissen er faktisk slet ikke tosset – eller i så fald tosset på den rigtige måde. Det er en kreativ hyldest til musikhistoriens mest legendariske popband, der føles forfriskende i et hav af biografiske film om musikalske storfolk. Desværre skubbes idéen om globalt skaleret amnesi til side for at gøre plads til den væsentligt mindre originale og interessante kærlighedshistorie mellem Jack og Ellie. Jeg ville ærlig talt meget hellere hives længere ind i dette mærkværdige koncept fyldt med muligheder og både god og glemt musik, der har reduceret søgeresultaterne for Oasis’ ”Wonderwall” til bare at være billeder af flotte mure.
Yesterday har dog ikke tabt legen, men den skal primært findes i filmens tekniske side, hvor der lystigt kastes rundt med skæve kameravinkler og ejendommelige overgange iklædt et fængende flor af farver. Og soundtracket er ærlig talt blandt filmens absolut stærkeste elementer (alt andet ville også hurtigt ende i en anti-homage).
Æstetikken er dog ikke nok til at distrahere fra en ret uoriginal historiefortælling. Og så er der også lige spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig kun var The Beatles’ sangskrivningstalent, der lå til grund for deres succes? Jeg tror, at de færreste vil mene, at det er tilfældet, og så falder en god sjat af konceptet faktisk til jorden.
Resultatet er i hvert fald en splittet affære; Yesterday byder på en interessant præmis, der forsømmes, og en historie, der rummer lunken underholdning men en legesyg æstetik. Verden ville nok ikke se meget anderledes ud, skulle filmen på magisk vis havne i glemmebogen.
Kommentarer