Af Claus Nygaard Petersen
Hvad består et menneske af?
Ser vi bort fra de biologiske elementer, der med få variationer er ens for alle, så er det mest interessante ved et individ netop det, der gør dem til individer; deres personlighed.
Den er bygget op af flere forskellige karaktertræk, som er formet af den enkeltes liv og oplevelser, både de gode og de dårlige. Akkumulationen af disse skaber tilsammen en multifacetteret personlighed, hvor, afhængig af beskueren og situationen, visse karakteristika vil være fremtrædende.
Multitalentet Anna Odells forrige film, Gensynet (2013), vakte opsigt med dens blanding af fiktion, fakta og ekstremt personlige involvering. Her i hendes nyeste projekt er det de samme elementer, der er i spil.
X&Y handler om kunstneren Anna (Odell) og skuespilleren Mikael (Mikael Persbrandt), der går sammen i et projekt om at kortlægge deres identitet ud fra det billede, som medierne har skabt af dem. Til det bygges flere rum i et studie, og seks skuespillere får til opgave at gestalte tre personlighedstræk fra dem hver. Hendes tre alteregoer legemliggøres af Jens Albinus, Vera Vitali og Sofie Gråbøl, og hans af Trine Dyrholm, Thure Lindhardt og Shanti Roney. Det store rollespil sættes i gang med kaos og let hedonisme til følge.
Potentialet til et cinematisk clusterfuck af episke proportioner er til stede, men (heldigvis) ryger filmen ikke derud.
Tværtimod formår Odell at opsætte en legesyg dekonstruktion af to af Sveriges mest kreative personer – eller rettere sagt, omgivelsernes billede af de to.
Efter en næsten thriller-agtig start, hvor Anna sidder og afhører Mikael, og den seksuelle spænding driver ned ad væggen i nærmest tsunamibølger, begynder spillet langsomt at udfolde sig. Attraktionen de to imellem vedbliver, og når de forskellige personlighedsaspekter bliver splittet, kommer der nogle ganske specielle situationer vekslende fra glohede til tåkrummende akavede af den slags, man bare ikke kan kigge væk fra.
Jens Albinus som Annas usikre side er en konstant scenestjæler; han omfavner fuldstændig den del, der konstant føler sig utilstrækkelig, konstant tvivler på sig selv, og mest af alt bare har lyst til at gå i ét med tapetet. Til tider er det vanvittig morsomt, mens det andre gange er hjerteskærende at få forstærket den lille stemme, som konstant hvisker grimme ting i den bageste del af hjernen.
Man er aldrig i tvivl om, at det er fiktion. Det er filmet som en rigtig spillefilm, men nogle af de ting, der bliver bragt på banen, har en genklang af autenticitet, så man næsten ikke kan være i tvivl om, at der som minimum er et par elementer af sandhed i de forskellige situationer.
Der er utallige gyldne øjeblikke i X&Y, ikke mindst fra de mange dygtige skuespillere, hvor i hvert fald dem, der har haft fornøjelsen af at portrættere de ”dårlige sider”, virker til at have haft en fest. Anna Odell cementerer med sin anden film sin status som en af de dygtigste og mest interessante filmmagere i Skandinavien lige nu.
Kommentarer