Af Lise Burmeister
Transkvinden Chelsea Manning har på trods af sine blot 31 år allerede haft en utrolig livshistorie fyldt med små sejre og store nederlag. Det er fortællingen om, hvordan den svigtede og hjemløse Manning fra Oklahoma tog springet fra at være en ung og angstfyldt amerikansk soldat til senere at blive whistleblower og nu aktivist for LGBT-miljøet.
Tilbage i 2010 lækkede Manning, som dengang stadig gik under sit mandlige fødenavn, tusindvis af fortrolige dokumenter og videofiler fra det amerikanske militærs efterretningstjeneste. De blev uploadet til den efterhånden berygtede hjemmeside WikiLeaks og afslørede utallige krigsforbrydelser samt foruroligende civildrab under krigen i Irak. En beslutning, som Manning senere blev idømt 35 års fængsel for efter flere måneder i isolation under torturlignende forhold. Og frem til præsident Barack Obamas benådning i 2017 var hun tvunget til at afsone sin straf i et mandefængsel i Kansas på trods af at have påbegyndt sit fysiske kønsskifte.
Instruktør Tim Travers Hawkins’ dokumentar XY Chelsea følger hendes rejse tilbage til samfundet efter løsladelsen. Filmen forsøger at tegne et billede af, hvordan Manning oplever at komme ud til en splittet verden, hvor nutidens whistleblowere enten betragtes som farlige landsforrædere eller hyldes som moderne helte. Manning fortæller selv i en tårevædet monolog hen mod filmens slutning:
”I’m not a hero… I’m just somebody who’s willing to jump in and do something.”
Der hersker dog ingen tvivl om, hvilket standpunkt Hawkins har til denne problemstilling. Manning fremstår nemlig tydeligt som en nutidig, men også kompleks helt. Hun er et skrøbeligt og dybt såret menneske med psykiske traumer, der samtidig udstråler temperament og passion for sine politiske agendaer om et mere transparent militærsystem og ligeledes flere rettigheder for transkønnede.
Filmen følger Manning helt tæt på gennem sine rolige nærbilleder komplementeret med brugen af rystende håndholdt kamera og usikkert fokus. XY Chelsea er stilistisk set et intimt værk, og Hawkins formår at få den ellers (forståeligt nok) tillukkede Manning til at åbne mere op, efterhånden som tiden går. Dog er kameraet til tider klaustrofobisk og efterlader publikum med en drænende intens følelse.
Dertil virker dokumentaren langt hen ad vejen mangelfuld. Den fokuserer så meget på Mannings ansigt, at den glemmer sin historiefortælling og går derfor ikke i dybden med mange interessante aspekter. Hawkins kunne med fordel have kastet et mere indgående blik på militærbureaukrati og det politiske landskab i USA, så Mannings synsvinkel ikke stod så alene og uforklaret for udefrastående. Han kunne også have dykket mere ned i hendes arbejde som aktivist for LGBT-miljøet. I stedet vælger filmen at fremhæve hendes rolle som Twitter-bruger, hvilket langtfra kan være det mest interessante ved hendes nyfundne rolle som offentlig medieperson.
XY Chelsea ender som en smuk dokumentar om et endnu smukkere menneske, der formår at vække sympati, følelser og retfærdighedssans hos sit publikum. Men de er langt hen ad vejen fremtvunget af en intens og nær kameraføring, der forstyrrer det større billede i Mannings fortælling.
Tim Travers Hawkins’ filmprojekt har gode intentioner. Den mangler bare retningssans og bliver alt for forgabt i sit subjekt frem for den historie, som hun har at fortælle.
Kommentarer