[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den efterhånden (over) lange X-men franchise har budt på både op- og nedture. Når filmene fungerer bedst (First Class, X2), formår de både at etablere universets farverige og underholdende superheltegalleri samt udfolde spørgsmålet om, hvad konsekvenserne er ved eksistensen af en overlegen race, der skal dele verden med menneskeheden. Når de derimod fungerer knap så godt, eller slet ikke (Last Stand, X-men Origins), virker de som overfyldte og ligegyldige sej-superkræft-kavalkader, hvor førnævnte galleri, nærmere fremstår som et uoverskueligt og barnligt klatmaleri. Desværre for serien og universet, ender nyeste skud på stammen, X-men: Apocalypse, med at høre mere til sidste end første kategori.
Det er ellers den garvede X-men instruktør, Bryan Singer, der for to år siden vendte tilbage til serien med den solide Days of Future Past, der er bag roret på Apocalypse, der foregår i 80´erne, hvor de ”unge” udgaver af Professor X og Co. atter skal redde dagen. Filmens åbning foregår dog tilbage i det herrens år 3600 før Kristus, hvor en mutant ved navn En Sabah Nur, opretholder en guddommelig magtposition i det gamle Eygpten ved hjælp af en transformations-proces, hvor han opsluger andre mutanters kroppe og evner. I løbet af en sådan proces, bliver En Sabah Nur dog forrådt af sine undersåtter, menneskene, og ender i en dvalelignende tilstand under jorden i adskillige årtusinder, indtil han genopstår i året 1983 som ”Apocalypse”; en nådesløs dommedagsprofet, der vil rense jorden fra menneskeracens svaghed og ugerninger, og derved frelse de overlevende, overlegne mutanter.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
X-Men: Apocalypse[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Bryan Singer[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er selvsagt, at den geniale og fredselskende Charles Xavier og hans hold af muterede skoleelever kommer menneskeheden til undsætning; og den første halve times tid af filmen, bruges da også på at introducere en stor del af de karakterer, man kender og holder af fra X-men universet. En del af disse introduktioner fungerer faktisk ganske fint, hvor især Michael Fassbenders Magnetos forhistorie som en eftersøgt forbryder, der gemmer sig i Polen med en nystiftet, lykkelig familie, udmærker sig som en af filmens højdepunkter.
Dog kan filmen ikke helt undgå at falde i den fælde, der efterhånden virker mere som en regel end et problem i den moderne superhelte-blockbuster: der skal proppes så mange helte ind i filmen som muligt, og de skal helst allesammen tørne sammen i et eksplosivt og svimlende stand-off i de sidste (gerne 15-20) minutter. Der er simpelthen for mange kappeklædte karakterer, til man når at få tilnærmelsesvis følelsesmæssig indlevelse (eller logisk forståelse for deres tilstedeværelse for den sags skyld) i dem alle. Derudover er filmen også tynget af en skurk, der udover at efterlade ikke-intenderede træk på smilebåndet, også efterlader et ret åbenlyst spørgsmål. Hvis man har kræfterne til at forvandle alt i verden til støv med et fingerknips, og det stort set alligevel er så langt man er nået med sin ondsindede plan, hvorfor helvede gør man så ikke bare det i stedet for at alliere sig med en flok halvuduelige mutanter, der muligvis ender med at stikke én i ryggen?
Diskussionen om, hvilken berettigelse menneskehedens fejlbarlighed har i en verden, hvor det guddommelige eksisterer, er sådan set interessant nok; den bliver bare aldrig rigtig til mere, end en lille gnist i et flammehav af CGI-sekvenser og cheesy one-liners. Filmen satser på de visuelle ”årh hvad!”- momenter, hvor åbningssekvensen og en (lidt for) udvidet udgave af Quicksilver-løbe-scenen fra Days of Future Past, er de eneste, der rigtig skiller sig ud. Det hele ligner meget noget, man har set før; og for de største fans ligger der sikkert også en del glæde i at gense en masse af universets karakterer, samtidigt med at man prøver at putte alle brikkerne på plads i filmens overordnede plot. For de fleste andre ender X-men Apocalypse desværre i en underholdende, omend særdeles middelmådig katastrofe.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer