Af Kim Sidsel Minuva

I Yorkshires stormfulde højder bor familien Earnshaw. Familiens unge pige, Catherine (Charlotte Mellington) har mistet sin mor og bor med sin dybt alkoholiserede far (Martin Clunes). Hendes eneste ven er familiens tjenestepige, der føjer hendes luner.

En dag tager farmand en ung dreng med hjem, som han fandt i byen. Drengen blev tæsket af sin far, og det kunne Hr. Earnshaw ikke udholde. De to børn bliver til en slags adoptivsøskende – og så alligevel ikke. Han er del af tyendet og sover i laden, lige over for Catherines soveværelse, og de er langt fra ligestillede. Hun navngiver ham Heathcliff efter hendes afdøde bror, og de to er forbundne og utvivlsomt bedste venner.

Som voksne bliver venskab og søskendekærlighed til noget meget mere komplekst. Catherine (nu Margot Robbie) er lige dele lundefuld og liderlig, og hun higer efter den stinkende rige tilflytter Hr. Lintons (Shazad Latif) opmærksomhed. Selvom hun og Heathcliff (Jacob Elordi) tydeligt elsker hinanden, kan de ikke overkomme klasseskellet.

Det bliver startskuddet til en forvreden og intrigant krig mellem elskere, der truer med at destruere både familien Earnshaw og Linton.

En af denne moderne genfortælling af forfatter Emily Brontës turbulente romances største styrker er dens skarpe og finurlige æstetik.

Catherine eksisterer nærmest i Alices eventyrland. Yorkshires landskab er evigt tåget og fuld af unaturlige stenstrukturer, der får det til at ligne en fremmed planet. Earnshaws hjem består af blanke, polerede kakler, der får det beskedne palæ til at virke anakronistisk og intimiderende. Lintons palads er fuld af tomme rum, der er symbolsk belyst i et knaldrødt skær, som får det til at ligne et sæt, hvis layout man aldrig helt begriber.

Cathrines værelse hos Hr. Linton er polstret med det, han kalder ”verdens smukkeste farve” – farven på hendes hud. Inklusiv fregner. Inklusiv subtile, blå blodårer. Det er lige dele foruroligende og betagende.

Desuden skal der ikke herske nogen tvivl om, at Margot Robbie er ganske fabelagtig i rollen som Catherine. Hun rummer alle rollens nuancer; hendes hungren efter opmærksomhed, hendes humørsyge og den sensitivitet, der på en tallerken får hende til at skifte fra et selvsikkert smil til stortuden.

Nogle af hendes replikker er så store mundfulde, at man når at tænke, at dem kan ingen levere overbevisende. Men hver eneste gang æder Robbie sine sindssyge replikker rub og stub! Det er en fængslende præstation, som man næsten ikke kan lade være med at forelske sig i.

Heathcliff er en anden historie. Jacob Elordi får ikke lov til at vise sin kunnen på grund af måden, hans karakter er skrevet og instrueret på.

Heathcliff mumler sig gennem filmen og er kronisk mut. Med den evigt indædte attitude er det svært at se, hvorfor pokker Catherine er så fortabt i ham, og hvorfor han får lov til at være en gentagende kæp i hjulet på hendes liv. Når den ene halvdel af forelskelsen ikke er overbevisende, så falder hele forestillingen fra hinanden.

Wuthering Heights er iscenesat som en sexet og provokerende oplevelse, men den leverer simpelthen ikke.

En blævrende dej, der æltes, og Heathcliffs fingre. der udforsker en æggeblomme, er mere effektivt pirrende end selve sexscenerne. De antyder, at der foregår noget mere ophidsende end det, seeren får indblik i, hvilket blot er kys og gramsen og kameraindstillinger, der pænt holder sig over kravebenet.

Brutaliteten og provokationen ender med at virke påtaget, og Wuthering Heights bliver kedelig snarere end ophidsende. Og det er på trods af Margot Robbies eventyrlige kostumer og skønne skuespil.