I Wonder Wheel (2017), der har dansk premiere den 25. december, spiller Kate Winslet den fallerede skuespillerinde Ginny, som efter flere store skuffelser i livet nu arbejder som servitrice på en østersbar. Kate Winslet er blot den sidste i en uendelig lang række af store skuespillerinder, der siden slut 60’erne har spillet med i en Woody Allen-film. Og det ikke har skortet på ikoniske kvinderoller fra manden, hvis filmiske forhold til kvinder er umuligt at skille fra det personlige – på godt og ondt.
Woody Allen har i løbet af sin over fyrre år lange karriere skrevet nogle af de mest ikoniske kvinderoller – fra titelkarakteren Annie Hall til Match Point’s (2005) femme fatale Nola Rice og Cate Blanchetts Jasmine. Ligesom sine karakterer er Woody Allens liv fyldt med modsætninger, og mens han for nogle står som et velskrevet kvindemodsvar til de ellers papirstynde kvinderoller i et mandsdomineret Hollywood, er han for andre mindst ligeså slem som Harvey Weinstein.
Woody Allens første muse(r)
Woody Allen, født Allan Stewart Konigsberg den 1. december 1953 i Brooklyn, New York, er barnebarn af jødiske immigranter fra Rusland og Østrig, og voksede op i et kvindedomineret hjem med en særdeles temperamentsfuld mor. Det er derfor nærliggende at tro, at kimen til et univers med et stærkt fokus på kvinder blev lagt her, men Allen har selv udtalt, at hans præference for at vælge det ”kvindelige” synspunkt ikke blomstrede før meget senere.
Fra 1966-70 var Allen gift med skuespillerinden Louise Lasser, og de laver tre film i perioden 1969-72; alle med Allen i den dominerende hovedrolle. Kvinden var stadig blot en bifigur i Allen neurotiske univers. Men i 1973 laver han Sleeper med Diane Keaton, der ligesom flere andre af Allens film er inspireret af de klassiske stumfilm og Charlie Chaplins komik. Sleeper bliver begyndelsen på et nyt museforhold og den gyldne Allen-æra, der strækker sig fra ca. 1977-89.
Allen og Keaton laver yderligere én film, Love and Death (1975) en hyldest til både de store russiske forfattere Tolstoj og Dostojevskij samt Bergman, før mesterværket Annie Hall udkommer i 1977. Annie Hall er uden tvivl én af de mest helstøbte, irriterende, elskelige og efterlignede kvinder i filmhistorien – ikke mindst på grund af Diane Keatons ikoniske stil i rollen som Annie. Hvad der derudover gør filmen til en milepæl i både Allen’s og Keaton’s karrierer er, at det er den første film, hvor Allen sikke selv spiller hovedrollen – et faktum han har dedikeret til Keaton:”Being my first film to be centered on a character not played by me raises a point I’ve always made about the enormity [sic] of Diane Keaton’s talent and screen presence”.
Filmen kan dog ikke løbe fra, at den indledende voice-over stadig er fortalt fra mandens, Alvyn Singers, synsvinkel. Ikke desto mindre bliver den startskuddet til, at Allen begynder at personificere sit jødiske, neurotiske, intellektuelle, speedsnakkende New Yorker-alter ego som en kvinde. Dog stadig som kvinder og karakterer i deres egen ret.
The Farrow’s
Omkring 1980 indleder Allen et forhold til Mia Farrow, der fra 1980-92 spiller med i 13 af hans film. Hun bliver i denne periode om nogen synonym med den kvindelig personificering af Allens egne neuroser, frygt og kriser. Det er derfor også svært at kritisere Allens kvindeportrætter i 80erne og start 90erne i og med, han i realiteten portrætterer sig selv. Således kan det nærmere ses som en hyldest til kvindens komplekse natur, og muligheden for at vise uanede personlige dybder, da kvinder, hvis man betragter dem stereotypt, kan tillade sig at vise flere følelser på film.
Det er også i denne periode, at Allen laver nogle af sine bedste film til dato deriblandt The Purple Rose of Cairo (1985), Hannah and Her Sisters (1986) og Crimes and Misdemeanors (1989). Farrows rolle som den musegrå og filmelskende Cecilia i The Purple Rose of Cairo er den, der umiddelbart kommer tætteste på en filmisk duplikering af Allen selv.
Men i 1992 går det galt. Farrow opdager Allen sammen med hendes på daværende tidspunkt 22-årige adoptivdatter, Soon-Yi Previn; en affære der skulle være startet adskillige år tidligere. Samme år anklager Farrow Allen for at have misbrugt deres 7-årige datter, Dylan. Noget, der aldrig er blevet bevist, men har hængt som en sky over Allen de sidste 25 år. Anklagerne er ikke overraskende blusset op igen i forbindelse med hele #Metoo- kampagnen, idet Allen er en af de få, der (nærmest) er gået fri af heksejagten. Men det er også i forbindelse med Allens affære med Soon-Yi Previn, at det bliver umuligt at skille manden fra sine film; og i særdeleshed de kvinder, filmene portrætterer.
Selvom der stadig er mange kvinder, som gerne vil arbejde med Allen, har det naturligvis påvirket flere til at sige fra. Både Jessica Chastain og Susan Sarandon har åbent udtalt, at de aldrig vil medvirke i en Woody Allen-film. Det samme har Ellen Page, der nu fortryder sin medvirken i To Rome With Love (2012).
Famler i blinde
Men Allen har i løbet af de sidste år skrevet nogle af sine bedste, og ikke mindst værste, kvinderoller. Efter bruddet med Farrow havde Allen lidt af en tørkeperiode, og det var første gang, at han stod uden en muse siden slutningen af 60erne. Måske netop derfor famler både Allen og de kvinder, der portrætteres fra denne periode, lidt i blinde.
Først i 2005 får Allen rigtig får fodfæste igen med Match Point, der både bliver en kritikersucces og én af Allens største publikumssucceser – ikke mindst på grund af Scarlett Johanssons portræt af den konstant usikre sexbombe, Nola Rice. Det er en seriøs film i stil med Crimes and Misdemeanors, og det er svært ikke at sammenlige Nola Rica med Anjelica Huston’s Dolores Paley, idet de begge er elskerinder, der må lide en grum død. Det er en glædelig tilbagevenden fra start-nullernes lette komedier såsom den frygtelige Anything Else (2003), der kom kun to år forinden og havde en lettere forglemmelig Christina Ricci i den kvindelige hovedrolle.
Dagens Allen
Allen har de senere år generelt benyttet sig af yngre skuespillerinder til at spille den kvindelige hovedrolle i sine film. Emma Stone er en af de seneste i rækken, da hun både medvirker i Magic in the Moonlight (2014) og Irrational Man (2015). Ingen af dem bliver nogensinde store Woody Allen-klassikere, da de illustrerer ét af Allens ømme punkter: Kvinder der er sammen med meget ældre mænd. Der er 28 år mellem Emma Stone og Colin Firth og 14 år mellem Emma Stone og Joaquin Phoenix. Noget, der får alarmklokkerne til at ringe hos flere kritikere. Mest bemærkelsesværdig er nok Mariel Hemingway, der i Manhattan (1979) spiller Allens love interest. Hun var på daværende tidspunkt 17 år, Allen var 44.
Selvom Allen har en forkærlighed for yngre kvinder, har han skrevet de fleste af sine bedste kvinderoller til kvinder, der på daværende tidspunkt var jævnaldrende med ham eller ældre. De bedste kvinder opstår, når Allen lader kvinderne fortolke selv og blander følsomhed med de mørkere aspekter i tilværelsen. Præcis som Keaton’s elskelige Annie, Farrow’s musegrå Cecilia eller Wiest’s Holly i Hannah and Her Sisters (1994). Det er kvinder, som er helstøbte, komplekse og med troværdige fejl og mangler. De er ikke altid sympatiske, men de føles ægte. Af nyere dato kan nævnes Cate Blanchetts tour de force som falden socialite i Blue Jasmine (2013).
Det er heller ikke fordi, at Allen genopfinder en ny kvinderolle til hver ny film; de er nærmere variationer af Allens få arketyper: Den neurotiske, lærlingen, elskerinden eller den usikre kvinde med et hjerte af guld. Woody Allen har selv sagt om sine kvinderoller “They’re attractive, they’re complex, and the guys have never been portrayed superior to the women […] The guys are usually inferior, because they’re less grounded than the women”. Det er dog ikke alle, der er enige i denne påstand, og fremhæver eksempelvis Jasmine, som en kvinde der bryder sammen uden en mand. Men faktum er, at de kvinder eksisterer ligesom alle andre variationer af det forhold. At Allen ikke pakker det ind, kan ligeså godt tolkes som respekt for kvindes dårlige sider.
Det nyeste skud på stammen er Wonder Wheel (2017) med Kate Winslet, som den modne kvinde og Juno Temple som hendes steddatter. Om Wonder Wheel’s kvindeportrætter kan leve op til tidligere fordums storhed, bliver heldigvis allerede besvaret den 25. december. Men hvis man har lyttet til den sagte hvisken i krogene, ved man, at det sandsynligvis ikke er tilfældigt.
Kommentarer