Wonder Woman: DC fortsætter den kedelige stime

Af Oliver Noppenaug

Det er endnu engang blevet tid til superheltefilm. Studierne malker videre, og samlebåndet spytter nye kulørte helte ud på stribe. Hvor Marvel cinematic universe har været en kæmpe succes, har det dog set noget anderledes ud for rivalen hos DC Comics. Både Batman V Superman og Suicide Squad var mildest talt middelmådige, for ikke at sige direkte dårlige. Det skulle der gerne rettes op på med Wonder Woman. De første forlydender fra de amerikanske anmeldere var meget begejstrede, og hyldede den som den bedste DC cinematic universe film.
Men hvor meget siger det egentligt?

 

Vi starter på den lille ø Themyscira, der, bag et magisk slør, er gemt væk fra omverdenen og den hævngerrige krigsgud Ares. Diana(Gal Gadot) er datter af Amazondronningen og lever i fred og fordragelighed. Ja altså, lige indtil et jægerfly fra første verdenskrig styrter ned gennem det magiske slør. Det viser sig at være den amerikanske spion Steve Trevor(Chris Pine), der har tyske tropper lige i hælene. Nu hvor krigen er blevet bragt til Themyscira, må Wonder Woman tage med Steve tilbage til et Europa i flammer, så hun kan stoppe Ares og slutte ‘The War to end all wars’!

 

Det starter faktisk meget godt. Historien på Themyscira er spændende, og med de halsbrækkende akrobatiske kamp- og træningsscener får man et rigtig godt første indtryk. Den vilde kampkoreografi er akkompagneret af fede slowmotionsekvenser på de helt rigtige steder, og man tænker “Ah, hvor cool. Det er ligesom denne films kendetegn”.
Diana og Steves akavede møde på tværs af civilisationer er også ganske charmerende og humoristisk. Man fik virkelig forventningerne op.

 

ANMELDELSE AF:
Wonder Woman

ORDET SYNES3-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Patty Jenkins

LAND:
USA

Så forlader de Themyscira, og allerede her begynder man at fornemme lidt ridser i lakken. Humoren skifter til, at vi bare skal grine af en Wonder Woman, der kommer til London og ikke forstår, hvordan man gebærder sig. Klassisk.
Herfra lægger man mærke til, hvor dårlig humoren egentlig er. De amerikanske anmeldere hyldede den ellers for dens humor. Men der må være noget med kulturforskellene der. Et uhyggeligt lavpunkt omkring humoren i filmen, får vi da to af skurkene har gjort noget ekstra skurkeagtigt og bagefter står og fniser som to skoledrenge, der har givet en vasker til en fra de mindre klasser. Pinligt.

 

For DC var målet med Wonder Woman, at de skulle ryste fejlene af deres forrige film og vise at DC-universet, som, jeg personligt synes, er meget mere spændende end Marvel, også har meget at byde på. Det lykkedes de egentlig nogenlunde med indtil filmens sidste akt. Det er ikke specielt godt, men det er noget andet, end de plejer. Men så kommer slutningen jo. Og endnu engang skal vi trækkes med tre af de ting, som DC går i fælden i gang på gang: En møghamrende kedelig skurk. Alt for mørk setting så det ligegyldige CGI smadder virkelig kan ses. En kikset og corny oneliner, der tipper balancen til heltens fordel. Det hele er set før, og til sidst sidder man undrende tilbage og spekulerer over, hvad der egentligt skulle være så specielt ved Wonder Woman.

 

Filmen har helt sikkert sine meritter. Gal Gadot og i særdeleshed Chris Pine gør det faktisk rigtig godt. Wonder Woman-temaet (Komponeret af Hans Zimmer og Junkie XL!) fra Batman V Superman er endnu engang med. Det er et kæmpe plus, for det lyder simpelthen bare så tæskefedt.
Og det er egentlig meget symptomatisk for filmen, og for DC Cinematic Universe i det hele taget. Der er enkelte småting, der er super fede og fungerer rigtig godt, men i det store hele er produktet bare ikke særlig godt.
Wonder Woman blev af amerikanske anmeldere hyldet, som den bedste DCU-film. Jeg kan se, at jeg i sin tid gav Batman V Superman 2 stjerner. Så fik de amerikanske medier alligevel ret, når jeg giver Wonder Woman 3 stjerner.

 

Kommentarer