[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Tilde Søgaard Carlsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Mellem støv og bjerge vandrer de i flok. Små gedeflokke ledet af små børn. I de afghanske landfamilier har alle en rolle at spille — og alle en rolle at leve op til. Sladder og sludder udveksles ofte med ære og værdighed på bekostning. Ingen rolle er nem at spille, og fejl udmunder i straf.
Shahrbanoo Sadat er manuskriptforfatteren, instruktøren og ikke mindst kvinden bag filmen Wolf and Sheep. Filmen er inspireret af Anwar Hashimi’s uudgivede dagbog, der yderligere er planlagt til at lægge historie til fire film mere i rækken. For Sadat er det en personlig historie, der, lig hendes egen, omhandler opvæksten i Afghanistan og det at føle sig udenfor. For særligt ude i de små samfund gror uskrevne regler og overtroiske fortællinger, der sætter grænserne for, hvordan man kan og skal opføre sig.
Pigen Sediqa og drengen Qodrat, begge på elleve år, oplever hver især at være ofre for sladder og dertilhørende drillerier i Wolf and Sheep. Hvor de andre børn leger og holder sammen, står Sediqa og Qodrat på egne ben, indtil de en dag i deres individuelle ensomhed finder hinanden, og et venskab udfolder sig. Pigerne taler om ægteskab, og drengene leger med slynger. Sådan vokser piger og drenge op, adskilte fra hinanden, indtil de engang som voksne skal forenes i traditionens ægteskab.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Wolf and Sheep[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Shahrbanoo Sadat[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Afghanistan, Danmark, Frankrig og Sverige.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Wolf and Sheep tager nærmest form af en dokumentarisk fortælling om det at vokse op og leve i en afghansk landsby. Fortællingen formes af et håndholdt kameras autentiske nærvær i et gudsforladt goldt område og med en hverdagslig snakken-i-munden-på-hinanden-dialog — endda på Hazaragi, der er en dialekt af persisk og kendetegnende for det centrale Afghanistan. Det er en slice of life-fortælling, hvor tempoet er langsomt, præcis som i bøndernes hverdag, hvor konerne bager brød og tørrer gedelort, børnene passer gederne, og mændene … ja de er mænd.
Samtidigt portrætterer filmen også en kultur, der både er overtroisk og traditionsbunden. For i små samfund medfølger større ansvar, og når børnene bare gerne vil — og burde — være børn, bærer de stadig et ansvar for familiens formue såvel som omdømme. Værdier gøres op i geder og arbjedskraft; og en løssluppen ged gengældes med straf. Denne meget realistiske del af filmen supplerer Sadat dog med en omvandrende, grøn fe, der i henhold til en mytisk fortælling nærmest agerer dommer og håndhæver for, hvad der er ret og skel. Den specielle kombination af den små-abrupte fabelfortællingen midt i den hverdagsrealistiske skildring bevirker både mystik og suspense. Sidstnævnte forløses dog aldrig helt.
Filmens force er uden tvivl dens autencitet; der giver én følelsen af at være tilstede som fluen på væggen i den filmiske vikelighed i en sådan grad, at gedelortslugten kryber sig op i næsen på én. Men trods filmens forskellige konflikter, føltes ingen af dem afgørende eller skelsættende nok til at sikre filmens fremdrift eller helhed. Hvor myten om feen burde sikre en symbolsk sammenhæng, kommer dens tilstedeværelse nærmere til at fungere som abrupte sekvenser udenforstående for filmens egentlige fortælling og virkelighed.
I kulturen den skildrer, er Wolf and Sheep interessant, men som underholdning og kunstnerisk værk halter den desværre efter.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer