[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Thorsager Klevin[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
“We will conquer this wilderness. It will not consume us,” siger den hæse far til fem ved navn William (Ralph Ineson). Hans standhaftige og puritanske kristne tro har drevet ham og hans familie i religiøs eksil i udkanten af ingenting. Væk fra New Englands tætte befolkning, udstyret med Guds nådighed og ikke meget andet.
Høsten fejler, og det er svært at fodre familien på syv. Faren lurer faretruende nært, og der skal ikke gå længe, før deres yngste søn Sam forsvinder – og det er her, at filmens skræmmende karakter for alvor træder i kraft.
Holdet bag The Witch må have vendt hver en krone. Budgettet er småt, men filmens tyngde enorm.
Sceneriet er minimalistisk, fortællingen er simpel, og det meste af filmen foregår i familiens lille hytte og den omkringliggende skov. Men med en fantastisk billedside (fotograferet af amerikanske Jarin Blaschke, der virkelig forstår at udnytte uhyggen i de tågede omgivelser) tegnes et ualmindeligt skarpt billede af, hvordan familiens stærkeste bånd, troen, langsomt begynder at degenerere og splitte dem ad. William affejer sønnens bortkommen med jordnære forklaringer om, at han er blevet taget af en ulv, men det er som om, at mere er på færde. Også deres næstyngste tvillingebørn begynder mildest talt at blive mærkelige.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Witch[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Robert Eggers[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Uden undertekster går noget af den ellers virkelighedstro dialog desværre tabt i kraftig 1600-tals-jargon og dialekt, men The Witch formår at køre hele vejen hjem på en intens, frygtindgydende følelse af mistro og paranoia. Kan datteren Thomasin (Anya Taylor-Joy) være en heks? Er hendes tro ikke stærk nok?
Det er meget mere end blot en horrorfilm, hvor man væmmes og skræmmes. Dystre artfilmelementer hæver filmen op i en klasse for sig selv, hvor dødskræmmende billeder flere gange får lov at flyde ud i montagelignende rækker med en eerie lydside. I særdeleshed en sekvens, hvor heksen får lov at udføre mørke ritualer i skoven, står klart. Det er sjældent eksplicit, men perfekt underfortællende til, at man snildt tænker sig gennem resten af ubehagelighederne.
I bedst symbolske forstand formår filmen at lade frygten for djævlen og hekse infiltrere publikum og familien. Det er både modigt og dystert, men ikke desto mindre en stærk kommentar til, hvordan en families stærkeste værdier kan vendes og æde dem op.
Flere film som denne til at puste liv i den ellers blakkede horrorgenre, tak.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer