WISH UPON: Halvanden times langsom død

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Patricia Smollerup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]

”Be careful what you wish for” lyder taglinen til John Leonettis nyeste fantasy-horrorfilm Wish Upon. En sætning, som passende kunne være blevet leveret til mig, da jeg meddelte Ordet, at jeg gerne ville anmelde filmen.

Leonetti kendes for sit arbejde som fotograf på gysere som Insidious (2010) og The Conjuring (2013), samt som instruktør på den, efter min smag, mindre vellykkede Annabelle (2014).

Med Wish Upon kaster Leonetti sig ud i en fortælling om teenagepigen Clare (Joey King), som gennemlever en svær tid. Hendes mor begik selvmord, da Clare var lille, hvilket har sat sine spor. I skolen har hun problemer med de populære og ondskabsfulde piger og drenge, og hendes far er pinligheden selv, når han klunser i byens skraldespande. En dag kommer løsningen dog, da Clare får fingrene i en gammel dæmonisk spilledåse, som viser sig at kunne opfylde 7 ønsker. Men æsken kræver sine ofre.

Det er egentlig et interessant udgangspunkt, men desværre bliver det hurtigt tydeligt, at filmen lider under en række problemer. Wish Upon ønsker at lægge sig i horrorgenren, og det er derfor kritisk, at den på intet tidspunkt rent faktisk formår at skabe uhygge. Lydsiden kæmper ihærdigt for at fortælle os, at vi skal føle frygt og fare på færde, men på trods af dette bliver vi aldrig rigtig skræmt.

[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Wish Upon[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

John R. Leonetti[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dette skyldes bl.a. filmens forudsigelighed. Clare giver sit ønske, som går i opfyldelse, men en blodpris skal betales. Klip til en bikarakter, som dør. Det bliver hurtigt lidt trivielt. Allerede anden gang det sker, har vi som seer tydeligt forstået formen, og vi kan nu blot kigge på uret og sukke dybt over, at vi skal igennem hele 7 ønsker.

Filmens forsøg på at gøre mordene interessante ved brugen af suspense, når vi ved, at karaktererne snart skal dø, mislykkes også bl.a., fordi dødfaldene ikke er super originale. Producer Sherryl Clark har selv udtalt, at der i filmen er dødsscener, som selv hardcore horrorfans bliver overrasket over, men jeg har personligt selv svært ved at blive chokeret over en ældre mand, som glider i et badekar.

Ydermere er der et problem i hele karakterskildringen. Størstedelen af karakterne er stereotype og flade, hvilket netop også var Leonettis problem med Annabelle. Vi investerer ingen følelser i dem. Vi får heller ikke skildret Clares følelsesmæssige forhold til æskens ofre. Og det virker til tider til, at hun kun kender dem perifert. Deres død virker langt hen ad vejen ikke til at være skelsættende for vores hovedkarakter, hvorfor det heller ikke gør synderligt indtryk på mig som seer.

Joey King, som efterhånden er en garvet ung pige med film som The Conjuring, Crazy, Stupid Love (2011) og The Dark Knight Rises (2012) på CV’et gør det egentlig godt, og leverer i enkelte scener en nerve, bl.a. i hendes skildring af Clares forsøg på at modstå æskens fristelser. Men King har ikke meget at arbejde med.

Karaktertegningen af Clare gør det svært for os at have sympati med vores hovedperson. Selv ikke en mor, som har begået selvmord eller et ønske om at passe ind, får os til at forstå, hvordan hun et sekund kan græde over sin hunds død, for sekundet efter at stalke sit crush på Instagram, samt bruge sine ønsker på at tilegne sig status og penge.

Dommen over Wish Upon er derfor, at Leonetti har skabt en til tider decideret kedelig forudsigelig historie med flade karakterer, og som ikke formår at skabe uhygge. Så læg jeres biografpenge et andet sted.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer