[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Frederik Kristensen og Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_column_text]I denne uge begynder sjette sæson af Game of Thrones at løbe over skærmen på HBO. Serien om de syv kongedømmer og den eftertragtede jerntrone bliver af mange betragtet som værende værdig til toppen af seriehitlisterne i selskab med giganterne The Sopranos (1999-2007) og Breaking Bad (2008-2013). Men hvilken tv-serie er egentlig den bedste nogensinde?
Ordets to skribenter Frederik Kristensen og Rikke Bjørnholt Fink har divergerende holdninger til det spørgsmål. Frederik mener, at den bedste serie nogensinde findes i HBO’s The Wire (2002-2008) kreeret af David Simon, mens Rikke har større kærlighed til David Lynch og Mark Frosts Twin Peaks (1990-1991). De to serier sættes op mod hinanden i en episk gladiatorkamp, som for altid skal afgøre, hvilken serie der er verdens bedste.
THE WIRE SOM VERDENS BEDSTE SERIE
Rikke: Hvorfor er The Wire verdens bedste serie?
Frederik: The Wire er verdens bedste serie, fordi den på perfekt vis blander realisme og en historie med noget på hjerte. The Wire tager sin tid og opbygger langsomt sit plot på en realistisk og tilfredsstillende måde. Show-skaberen David Simon sammenligner ofte en sæson af The Wire med en roman: det er en sammenhængende historie, som bygger op mod et enkelt klimaks. For selvom de første afsnit i sæsonerne kan virke kedelige og ligegyldige, er de perfekte set-ups, der bedre end i nogen anden serie i verden opbygger et kompliceret plot, som aldrig føles forceret eller fortænkt. Alle karaktererne er flerdimensionelle, og selvom nogle selvfølgelig er mere nuancerede end andre, har alle karaktererne motivation til at gøre de ting, de gør. Det øger blot realismen, og er grunden til, at The Wire er bedre end nogen anden tv-serie.
R: Druglords, politi, journalister, politikere – hvor vil serien gerne have at man placerer sin sympati og hvor er din?
F: Det fantastiske ved The Wire er, at man får et bredt, nuanceret blik på byen Baltimore. Man ser både verden fra loven og fra kriminalitetens side, og begge sider har sympatiske karakterer. D’Angelo Barksdale er f.eks. underordnet i Barksdale narko-imperiet, men på mange måder er han den person i seriens første sæson med mest medfølelse og empati for andre mennesker. På samme måde er en stor del af politistyrken ledet af bureaukrater og karriereryttere, som ikke ønsker andet end at skaffe flere penge og mere magt. Sådan er det fordi serien ikke ønsker, at man skal placere sin sympati i en enkelt lejr. Serien fortæller, at alle de involverede er slaver af byens institutioner, om det så er narkoverdenen, politistyrken, rådhuset eller aviserne. Det er mennesker, som prøver at gøre det bedste, de kan i de miljøer, de er placeret i. Personligt ligger min sympati hos de enkelte karakterer, som prøver at ændre institutionerne igennem reform. Specifikt har jeg et blødt punkt for Major ”Bunny” Colvin, som bliver introduceret i sæson 2, og spiller en hovedrolle i sæson 3 og 4. Colvin har hjertet på det rette sted, og kæmper mod et system, der ikke ønsker at forandre sig. Hans karakterbue i sæson 3, synes jeg muligvis, er tv-mediets højdepunkt.
R: Serien har et enormt persongalleri! Hvordan struktureres det, så man ikke bliver snotforvirret?
F: Det er sandt, at The Wire har mange karakterer. Serien handler ikke om enkelte hovedpersoner, men om byen Baltimore, og dermed om det amerikanske samfund. Jeg skal også ærligt indrømme, at jeg havde svært ved at skelne alle folk fra hinanden, da jeg så serien første gang. Men heri ligger også en styrke. Når man først genser serien opdager man hvordan forskellige karakterer har multisæsonsudviklinger, som muligvis ryger hen over hovedet på en ved første gennemsyn. Alligevel vil jeg tro, at man som førstegangsseer vil finde karakterer at identificere sig med, som man kan holde styr på. Det overordnede plot burde også være til at holde styr på, og seriens charme ligger på mange måder også i det kolossale og troværdige univers, der opbygges via de mange karakterer. Samtidig sker der over serieforløbet også en gradvis udvidelse, f.eks. bliver rådhuset ikke rigtigt introduceret før 3. sæson, så på den måde bliver man ikke kastet ud i hele karaktergalleriet fra starten af serien.
R: Hvor er det revolutionerende rent kunstnerisk?
F: Det er sandt, at The Wire ikke involverer de flotte scenerier og symbolikker, som en serie som Twin Peaks måske har. Det er derimod i det komplekse plot involverende masser af karakterer, at The Wire er overlegent rent kunstnerisk. The Wire påpeger på en mere eller mindre subtil måde de forskellige problemer, der eksisterer i dagens amerikanske samfund. Alt fra skolesystemet til det politiske hykleri og så selvfølgelig krigen mod narko fremstilles på sober måde, og serien er uden tvivl et af de bedste billeder på USA post-9/11. Deri ligger den kunstneriske kvalitet.
R: Er det på grund af The Wire, at Idris Elba hjemsøger praktisk talt ALT?
F: Idris Elba er uden tvivl et af højdepunkterne i serien som narkobossen Russell ”Stringer” Bell. Elba der jo som bekendt er brite, fungerer fuldstændig upåklageligt som Baltimore-indbygger. Hans truende fysik og dybe røst kan være frygtindgydende, men man har også sympati for ham, og han gør aldrig onde ting bare for at gøre det. Der er en begrundet motivation bag alle hans gerninger, og han er i virkeligheden en dybt tragisk karakter, som gør det bedste han kan med de forudsætninger, han har. Så Idris viste dengang det amerikanske publikum, hvilken forrygende skuespiller han er og ganske fortjent, er han med i mange forskellige ting og er endda begyndt at få hovedroller i Hollywood film. Vi ser ham nok også så meget i dag, fordi mange kvinder (og sikkert også mænd) fandt ham meget tiltrækkende i The Wire. Hvem ved, måske bliver den kære ”Stringer” Bell den næste James Bond.
[/vc_column_text][vc_column_text]
TWIN PEAKS SOM VERDENS BEDSTE SERIE
F: Hvorfor er Twin Peaks verdens bedste serie?
R: For mig er Twin Peaks det tøjlede vanvid i form af en fantastisk genreblanding, der rent faktisk lykkes. Første gang jeg så den, var jeg sindssygt spændt på at finde morderen, og holdte intenst øje med alle clues. Anden gang jeg så den, var det en mulighed for at holde bedre øje med de karakterer, jeg havde savnet i mellemtiden. Tredje gang var et glædeligt gensyn med Angelo Badalamentis fantastiske soundtrack og fjerde gang skreg jeg stadigvæk, da jeg så Bob. Twin Peaks er sæbeopera, krimi, okkult gys, surrealisme og slutfirser-æstetik på en og samme tid. Tilmed er den lavet allerede i 1990-1991 før TV-seriens guldalder, hvilket gør den yderligere unik.
F: Er Twin Peaks ikke bare en omgang Lynch vrøvl?
R: Alt det, som jeg finder fantastisk ved David Lynch, er til stede i Twin Peaks‘ univers. Der er surrealisme, syntese, syge sind og spiddende kritik af den forlorne forstadsidyl. Imidlertid er det hele pakket ind i en klassisk krimihistorie, hvilket gør Twin Peaks til et meget tilgængeligt Lynch værk, hvor den dramatiske fremdrift er i højsædet. Man kan selvfølgelig godt være en hater, der nægter at se noget, fordi det er Lynch, men med serieformatets eminente muligheder for karakterudvikling og Twin Peaks række af uendeligt fede karakterer, synes jeg alligevel, man skal give den en chance. I øvrigt er Twin Peaks ligeså meget Mark Frosts fortjeneste, og han skriver sædvanligvis straight stories og superheltefilm.
F: Twin Peaks slutter med en ret heftig Cliff-hanger. Er det ikke irriterende?
R: Det er ingen hemmelighed at road movien Wild At Heart (1990), tog mere og mere af Lynchs tid, som serien skred frem, hvilket er en af grundene til, at sæson 3 ikke bare lå klar. Det skal desuden siges at ABC, hvor Twin Peaks blev sendt, agerede seriemorder (pun intended), da man først krævede afsløringen af Laura Palmers banemand fremrykket og siden begyndte konstant at flytte sendetiderne af serien. Det er altså langt fra med vilje, at vi slutter på en cliff-hanger, men for at parafrasere Neil Young er det også klart sundere for en serie at brænde ud end at ruste. Her er Dexter (2006-2013) og Mad Men (2007-2015) skoleeksempler på serier, der startede originale og interessante, men som til sidst måtte padle sig igennem 4-5 middelmådige eller decideret ignoreringsværdige sæsoner. Af sammen grund venter jeg på Twin Peaks nyeste sæson med lige dele forventning og frygt. Du har garanteret hørt, at Twin Peaks allerede i 2. sæson mister pusten, men lyt ikke efter. Det er kun sådan noget man siger, hvis man er en noob, der stoppede efter afsnit 17 ud af 30 og ikke vil stå ved det.
F: Hvordan kan Twin Peaks konkurrere med The Wire, der er et socialrealistisk drama og en vigtig kritik af det amerikanske samfund?
R: For mig behøver TV-serier blot at være formidabel underholdning, som samfundskritik imidlertid kan hæve til meget mere. En af de ting der af Specialagent Dale Cooper (ham der tager sin kaffe sort som en måneløs nat) fremhæves ved byen Twin Peaks, er at et mord ikke bare går ubemærket hen. I lillebyens selvforståelse betyder det meget at miste en medborger og for mig, er Twin Peaks et lille minde om, at et mistet menneskeliv er mere end statistik. Hvis man tager dansklærerhatten på, kan man også sagtens tale om postmoderne kritik, et småironisk forhold til amerikansk TV-underholdning etc. Det kunne ikke falde mig ind at påstå, at en krimihistorie i det nordvestlige USA er vigtigere end The War on Drugs, men hvis den mest samfundskritiske serie er den bedste, hvorfor kapitulerer vi så ikke bare begge to til TV-avisen?
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer